Årets sidste fællesspisning og fællessang

0

Onsdag den 8. oktober holdt Hjallerup Kulturhus sit sidste populære arrangement: Fællesspisning og fællessang for i år.

Aftenen startede med velkomst til de 140 deltagere, som havde fundet plads ved de smukt pyntede borde i efterårsfarver.
”Det er så dejligt at se jer. Jeg kan se, at der både er gengangere og nye borgere i byen, som er kommet for at nyde en aften med hyggeligt samvær, noget godt at spise, som vi laver selv, og en afdeling med fællessang,” udtaler Gitte Hansen, formand for Fondsbestyrelsen i Hjallerup Kulturhus. Hun fortsætter: ”Vi vil rette en stor tak til Nordjyske Bank, som igen har sponseret de første 100 spisebilletter. Det sætter vi stor pris på. Efter spisningen er der fællessang, hvor Hedvig Knive har lovet at spille til efterårssangene, og Johs. Hove vil synge for. Vi slutter af med kaffe og hjemmebagt squashkage.
Aftenens menu er: Flæskesteg med kartofler og brun sovs, varm rødkål og kold rødkålssalat.”

Der var en rigtig god stemning aftenen igennem. Der blev snakket og grinet, og der blev med mellemrum skålet i vin. De fleste havde købt et glas hvid- eller rødvin til maden.

En af deltagerne, Anne Marie Nielsen fortæller: ”Det er et alletiders arrangement. Alle kommer i god tid og finder en plads. Vi er en gruppe, som sætter os sammen og hygger os. Også nye borgere tager vi os af, så de føler sig velkomne. Alle skal befinde sig godt i fællesskabet. Det er et arrangement, som vi altid glæder os til at deltage i.”

Efter spisningen var der fællessang. Der blev sunget mange efterårssange blandt andet: Vi pløjed, og vi så’de og Nu falmer skoven. Også sange som Blæsten går frisk over Limfjordens vande og Den danske sang og mange flere. 

Gitte Hansen slutter: ”Vi holder fire arrangementer om året – to om foråret og to om efteråret. Nordjyske Bank har lovet at sponsere 100 gratis billetter også til næste år. Vi regner med, at vores første arrangement bliver først i februar.

ES

Oplev en koncert, der giver korsangen vinger

0

Stemningsfuld aften i Ørum Kirke med danske san­ge, stærke tekster og ny musik i smukke korarrangementer.

ØRUM: Publikum kan glæde sig til en koncertoplevelse, hvor korsangen løfter sig fra jorden og svæver med både kraft og ynde. Med denne koncert inviteres du ind i et sanseligt og stemningsfuldt univers, hvor velarrangerede og flotte korsatser får lov at folde sig ud i fuldt flor.

Koncertprogrammet byder på en skøn blanding af danske tekster og nutidige arrangementer, hvor både følelse og finesse går hånd i hånd. Blandt andet synges den smukke og eftertænksomme ”Sensommervise” af Finn Jørgensen i et nyt arrangement af Jonas Hunt, Halfdan Rasmussens ”Bær mig, stjerne” får ny dybde med musik af Phillip Faber, og Anne Linnets ”Natte­engel” fremføres i et stemningsfuldt arrangement – ligeledes af Faber.

Derudover kan publikum høre Sys Bjerres popballade ”Kegle” og Sanne Salomonsens hjertegribende ”Hjem”, begge i rørende korarrangementer, hvor sidstnævnte – igen – bærer Fabers signatur.

Medvirkende er Hellevad-Ørum Kirkekor under ledelse af organist Lasse Christensen, som også ledsager et par fællessange på klaver og spiller et stykke på kirkens lille orgel. Koret består af en gruppe velsyngende og engagerede kvinder – primært fra lokalområdet – der synger trestemmigt på det meste af deres repertoire. Koret byder gerne nye sangere velkommen i fællesskabet. Interesserede kan henvende sig til organist Lasse Christensen for at aftale en stemmeprøve. Der lægges vægt på en ren og forholdsvis sikker sangstemme, god intonation og et grundlæggende nodekendskab.

Koncerten finder sted torsdag den 23. oktober i Ørum Kirke og der er gratis entré.

Kartoffelfestival i Flauenskjold

0

Som indledning til efterårsferien – det, der i gamle dage blev kaldt ”kartoffelferien”, havde Flauenskjold Skoles Støtteforening inviteret til ”Kartoffelfestival”.

Festivalen fandt sted lørdag den 11. oktober på ”Oasen”, som er et aktivitetssted beliggende naturskønt bag skolen.

Der var tilmeldt ca. 40 børn og voksne, og de kunne boltre sig med forskellige aktiviteter, der havde med kartofler at gøre. Her kan nævnes kartoffeltryk på muleposer, bagning af kartoffelpizza samt at prøve kræfter med at lave sine egne chips.

Herudover var der også mulighed for at fiske i søen eller lave sit eget fuglehus samt forskellige andre aktiviteter.

Avisens udsendte kan kun rose pizzaen, og alt i alt blev det til nogle hyggelige timer for både børn og voksne.

Mikkel Rishøj fra arrangementsudvalget kunne berette om, at overskuddet går til færdiggørelsen af den sidste del af ”Forbindelsen” ved skolen.

”Forbindelsen” er stisystemet fra skolen til hallen, som blev etableret i forbindelse med byfornyelsesprojektet.

Tekst og fotos: IS

Hjallerup sikrede oprykning efter tæt kamp mod Tylstrup

0

Der var jubel i Hjallerup lørdag, da det lokale serie 5-hold spillede sig til oprykning efter en spændende kamp mod Tylstrup. Kampen blev en tæt affære, hvor Hjallerup til sidst trak det længste strå og vandt 1-0.

Kampens enlige mål blev sat ind af Philip Mosevang, der med sin scoring sikrede holdet den vigtige sejr og dermed oprykningen til serie 4.

Holdets træner, Gustav Nørhave, kunne efter kampen glæde sig over en stærk holdindsats og et solidt forsvarsspil, der holdt Tylstrup fra fadet gennem hele kampen.

– Drengene kæmpede fantastisk og viste, at vi fortjener at rykke op. Det var en hårdt tilkæmpet sejr, men helt fortjent, sagde en glad Gustav Nørhave efter slutfløjtet.

Dermed kan Hjallerup-spillerne se frem til en ny sæson i serie 4 – med fornyet selvtillid og ambitioner om at bygge videre på succesen.

Sparekassen Danmark Fonden i Klokkerholm uddelte midler i oktober

0

Der var stor opbakning, da Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm i oktober afholdt årets anden store uddeling af fondsmidler. Denne gang var det Bytrimmerne, Klokkerholms aktive hjælpekorps, som lagde hus til arrangementet – og dermed selv stod først i køen til støtte.

Nye tiltag og ny bestyrelse
Inden selve uddelingen kunne fondens repræsentant fortælle, at alle ansøgninger fremover fortsat skal indsendes gennem Grant One-systemet, og at det er vigtigt at huske at uploade fakturaer. Der blev også præsenteret nye roll-ups, som foreninger kan låne til arrangementer, fonden har støttet.

Der var desuden et skifte i fondsbestyrelsen: Poul Hansen fratrådte efter mange års indsats, og i hans sted blev Kasper Thing Andreasen budt velkommen. Bestyrelsen ser frem til næste år, hvor fonden kan fejre 20-års jubilæum med et større arrangement i maj 2026.

Uddelingerne
Bytrimmerne fik en check på 32.000 kr. til vindtæt og synligt arbejdstøj. Hyldesten blev fulgt op af en helt særlig gestus: et lokalt band havde skrevet en sang til ære for Bytrimmerne, som alle sang med på.

Men også mange andre foreninger og projekter fik støtte denne gang:

Klokkerholm Aktive Kvinder (KAK): 12.000 kr. til sommerudflugt.

Netværk Øst – Parkinsonforeningen: 5.000 kr. til foredrag.

Klokkerholm Hallen og cafeteria: 60.000 kr. til køkkenudstyr samt 15.000 kr. til kortbanenet.

Byen i Landskabet – detektorrally: 8.000 kr.

KIF Gymnastik: 17.773 kr. + 12.839 kr. til udstyr.

KIF Aktivitetsunivers: 55.100 kr. til projektet ”Den Grønne Perle”.

KIF Fodbold: i alt 26.716 kr. til stævner, skole og kurser.

Seniorbadminton KIF: 5.000 kr. til fjerbolde.

Hellevad-Ørum Menighedsråd: 15.000 kr. til julekurve.

Dansk Lastbil Nostalgi: 150.000 kr. til mødelokale/bibliotek.

Rødder og Vinger: 20.000 kr. til trailer.

Støtteforeningen Klokkerholm Dyrepark: 10.000 kr. til faldunderlag og gyngestativ.

Borgerforeningen: 8.000 kr. til musikarrangementer.

Stor aktivitet i byen
Arrangementet blev afsluttet med traktement ved Bytrimmerne, og alle fremmødte kunne konstatere, at Klokkerholm fortsat er en by med et stærkt og aktivt foreningsliv.

Som fondens repræsentant sagde i sin afslutning:

“Det er den bedste reklame for vores by, at her er der mange aktive folk.”

Motorvej får ny asfalt ved Hjallerup

0

Omkring fem kilometer af Frederikshavnmotorvejen får lagt ny asfalt i nordgående retning. Arbejdet begynder tirsdag den 7. oktober og forventes at vare cirka to uger.

Vejdirektoratet udskifter omkring fem kilometer asfalt i nordgående retning på Frederikshavnmotorvejen ved Hjallerup samt på til- og frakørselsramperne ved afkørsel 17 Lyngdrup.

Arbejdet begynder tirsdag den 7. oktober og kommer til at strække sig over cirka to uger afhængigt af vejret.

Under arbejdet vil den nordgående trafik blive ledt over i modsatte spor. Det vil sige, at der under hele perioden vil være åbent for trafik med et spor i hver retning, men med nedsat hastighed.

Sådan foregår arbejdet
Vejdirektoratets entreprenør starter med at fjerne den gamle asfalt i ti centimeters tykkelse. Herefter bliver der lagt et nyt bærelag, inden det nye slidlag kommer på. Til slut påføres striber. 

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.    

Information til trafikanter
Både til- og frakørsel ved afkørsel 17 Lyngdrup spærres i nordgående retning, og trafikanterne må i stedet benytte afkørslerne før eller efter.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Svømmedag med rekord-energi i Hjallerup Svømmehal

0

Søndag d. 5. oktober dannede Hjallerup Svømmehal rammen om en imponerende svømmedag arrangeret af foreningen 24 timer i Hjallerup. I løbet af seks intense timer blev der tilbagelagt hele 79 kilometer af de 33 engagerede svømmere, der deltog i dagens arrangement.

Børn og voksne, store som små – alle var med til at skabe en dag fyldt med aktivitet og fællesskab. Svømmedagen samlede deltagere på tværs af alder og niveau, og det var tydeligt, at glæden ved vandet og bevægelse var i centrum.

Blandt deltagerne var også den professionelle svømmer Helena Rosendahl Bach, som lagde vejen forbi og bidrog til den gode energi i bassinet. Hendes tilstedeværelse vakte begejstring blandt både deltagere og tilskuere og satte et ekstra skær af inspiration over dagen.

Bag succesen stod en stor gruppe frivillige, der sørgede for at tælle baner og holde styr på distancerne. Deres indsats var afgørende for at skabe en velorganiseret og motiverende oplevelse for alle involverede.

24 timer i Hjallerups næste arrangement du kan deltage i er d. 18/10 hvor der vil være 12 timers event til fordel for julemærkehjemmet i Hobro, her kan du bl.a. svømme, danse, strikke, hækle og afprøve kæphest.

Sjov og aktiviteter i Hjallerup Idrætscenter i efterårsferien

0

Efterårsferien står for døren, og i Hjallerup Idrætscenter er der lagt op til masser af sjov og bevægelse for børn i alle aldre. Hele uge 42 er fyldt med aktiviteter, der giver anledning til både leg, motion og hygge for hele familien.

Mandag og tirsdag forvandles hallen til et stort hoppeland, hvor hoppeborge i alle størrelser fylder rummet. Her kan børn fra 3 til 15 år slippe energien løs i trygge rammer.

Onsdag byder på en spændende skattejagt for børn mellem 5 og 12 år. Samtidig er der mulighed for en tur i svømmehallen, som holder åbent for offentlig svømning.

Hele ugen kan gæster desuden tage en pause i centerets cafeteria, hvor der serveres mad og drikke til store og små.

Hjallerup Idrætscenter ser frem til en uge med masser af aktivitet, grin og gode oplevelser i fællesskab.

Red.

Sådan – Hjallerup!

0

Der var knald på alle kanaler, da Hjallerup Musikforening åbnede sæsonen i Hjallerup Kulturhus fredag aften. Alt var forandret, og hvor der tidligere har hvilet en mat stemning over mad og musik, så var en hårdt arbejdende bestyrelse og et antal frivillige indstillet på, at bide tænderne sammen og give den hele skallen. OG DET LYKKEDES!!!

En ny aftale med KOX’eriet i Hjallerup – en socioøkologisk virksomhed, hvor der tages hensyn til medarbejdere og mad – var den første markante ændring på aftenen. Særdeles velsmagende og delikate tapas med knasende sprødt brød til. Joh, det bekom de over 100 spisende gæster godt, og så var der lige den lækre lille trøffel til kaffen. Godt gået med det samarbejde!

Nuvel – og der blev ved at strømme mennesker til, så Johannes og Lene Hove ved indgangen fik sved på panden når de mange billetter skulle checkes.. Wow, hvor var det bare en nydelse at starten på aftenen tegnede så successfuld.

Forventningerne var skruet op til den musiske del, hvor bysbarnet Jens Varmløse med bandet Version 1.0 skulle stå for underholdningen. Deres nyeste show ”TAK FOR SANGEN” havde fået de bedste anbefalinger, og jeg skal da lige love for, publikum blev forkælet ud over alle grænser.

Vi fik de største hits fra den danske populærmusik. Stjernerne selv – Flemming Bamse Jørgensen, SHU-BI-DUA, Tommy Seeback og Johnny Madsen må have siddet på en sky og frydet sig over de 4 blændende talenter, der indtog Hjallerup-scenen. Den allerfedeste gang trommespil af Lars Romedahl Møller, som er så taktfast, at rådhusuret i København må rødme af skam, Christian Nygaard – direktøren – som bag tangenterne finder de lækre autentiske toner frem og med mellemrum får hovedrollen med et par leads. Så er der tysklæreren, Mark Lundtoft Christiansen, som med sin lettere polstrede attitude er en glad og gedigen bassist – og det er jo sjældent, bassen er den, der gør mest opmærksom på sig selv, men her blegner han i hvert fald ikke.

Jens Varmløse, lead vokal, guitar, blæserinstrument, panfløjte og – åbenbart alle andre instrumenter. Jamen – den knægt er jo mageløst populær i hjembyen, og med rette. Det glade smil, den kække bemærkning og historierne, der binder aftenen sammen er med til at fastholde den tætte stemning, som under aftenen fik publikum til at synge med af lungernes fulde kraft og, da aftenens sidste strofer blev afleveret, ja så var den stående applaus ikke til at komme uden om… Hele 10 minutters stående ovation og taktfast vippen på fodballerne, så til tonerne af Kim Larsens ”Om lidt bliver her stille” kunne man se kærligheden lyse ud af mange forelskede par, der hånd i hånd, arm i arm trådte ud i den blæsende oktobernat, mætte af både god mad, dejlig stemning og fantastisk underholdning.

6 stjerner til alle for denne fantastiske aften.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk

Keramiker står bag plakaten til ”Efterårskunst 2025”

0

Når Efterårskunst 2025 slår dørene op sidste weekend i efterårsferien på Toftegårdsskolen i Jerslev bydes folk velkommen af en plakat med keramik udført af keramiker Annette Nysted fra Brønderslev.

Annette Nysted har tidligere været blandt de udvalgte til at udstille på den tradi­tionsrige udstilling, som i år arrangeres af Jerslev Borgerforening for 37. gang. I år har bestyrelsen udvalgt 44 kunstnere. 

Brønderslevkeramikeren har brugt en stor del af sin fritid på keramikken i 16 år og specialiserer sig i dag i stentøjs- og rakukeramik i form af vaser med bånd og poser med læderbånd. 

Den tidligere farmakonom valgte i sin tid at kaste sig over keramikken efter et kursus hos den professionelle keramiker Lena Brammer i Brønderslev.

Jeg var i forvejen fascineret af keramikken og blev nærmest helt besat af arbejdet efter det kursus. Jeg besluttede at gå fuldt ind i det og har i dag drejeskive og keramikbrændeovn hjemme i garagen. Jeg blander også selv min glasur i afdæmpede farver, siger Annette Nysted. Jeg giver keramikken de farver, der kommer ud af mit hoved. Altid stille og rolige farver.

En ting er meget vigtig for hende. Jeg gør meget ud af ikke at kopiere andre. Det synes jeg ikke, at man kan. Det er vigtigt, at man har sine egne udtryk, fortsætter Annette Nysted. Hun har udstillet fem gange tidligere på Efterårskunst.

Jeg laver altid lidt nyt til udstillingen, men af og til kommer der nogle, der spørger, om jeg stadig har en bestemt ting, som de har set tidligere. Jeg har måske noget lignende, men al min keramik er unika-ting. De er ikke ens og det skal de heller ikke være, understreger Annette Nysted. Jeg laver heller ikke serier og jeg tager aldrig mål af min keramik. Alle er forskellige.

Hun lever ikke af sin keramik, men kalder sine timer i værkstedet med keramikken for hyggelige og et spændende arbejde. Jeg bruger den tid på det, jeg kan. Gnisten og ideen skal jo også være til stede. Det er passionen, der driver det. Ikke guld, siger hun.

Brændingen er et kapitel for sig. Stentøj og raku skal brændes på høje temperaturer. Først ved 1000 grader i ti timer. Derefter tager hun keramikken ud for at give den glasur og færdigbrænder den ved op til 1250 grader.