Kunstbygningen i Vrå dannede lørdag rammen om ferniseringen på udstillingerne ”Vi elsker Poul Anker Bech” og ”Ida Kvetnys i Vrå”, og mange mennesker var mødt frem for at opleve åbningen.
VRÅ: Leder af Kunstbygningen, Signe Højmark, bød velkommen til eftermiddagen, hvor der også var taler ved folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen, tidligere byrådsmedlem i Hjørring Kommune og medkurator Karl Børnhøft samt Felicia Lillelund Bech, der er datter af Poul Anker Bech.
Udstillingen ”Vi elsker Poul Anker Bech” sætter fokus på den store kærlighed og interesse, som stadig omgiver den folkekære kunstner og hans værker. Mange af billederne er udlånt af private ejere, hvilket gør udstillingen ekstra særlig, da flere af værkerne normalt ikke er offentligt tilgængelige.
Poul Anker Bechs kunst har gennem årene opnået en helt særlig position i dansk kunsthistorie, hvor hans motiver fra den nordjyske periferi og de åbne landskaber fortsat taler til mange mennesker.
Ferniseringen bød også på åbningen af Ida Kvetnys udstilling ”I Vrå”, hvor publikum kunne opleve hendes farverige og fantasifulde univers side om side med Poul Anker Bechs mere eftertænksomme værker.
Begge udstillinger kan opleves i Kunstbygningen i Vrå frem til den 19. juli.
For dem, der ønsker endnu mere Poul Anker Bech, åbner udstillingen ”På vej” senere på sommeren på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor værker kan opleves fra den 7. juni til den 20. september.
Brønderslev midtby dannede rammen om tre festlige og hyggelige Shop & Hyg dage, hvor byen bød på aktiviteter for både børn, familier, handlende og kræmmere. Over tre dage blev foråret fejret med optog, fællesskab, cykelløb, musik, markedsstemning og masser af liv i gaderne.
BRØNDERSLEV: Torsdagen stod i børnenes og forårets tegn, da byens institutioner var inviteret til at deltage i et farverigt optog gennem byen. Mere end 100 børn var med til at skabe glæde og liv i gaderne, og optoget blev en smuk markering af forårets komme. Med smil, sang og god energi satte børnene en festlig stemning i hele midtbyen.
Fredagen blev der trådt i pedalerne fra morgen til aften, da byens butiksansatte og lokale virksomhedsejere cyklede til fordel for Stafet for Livet. Det blev en dag præget af sammenhold, opbakning og lokal engagement, hvor både deltagere og forbipasserende var med til at støtte en vigtig sag.
Lørdag åbnede Brønderslev midtby op for et farverigt kræmmermarked, hvor der var mulighed for at gå på opdagelse blandt loppefund, madboder og hjemmelavede kreating. Byen summede af liv, og både lokale og besøgende nød den hyggelige stemning, de gode handler og fællesskabet i gaderne.
Succesen fortsætter hen over sommeren. Den første lørdag i måneden vil der være mulighed for at komme som kræmmer og stille en bod gratis op med salg for øje. Det eneste krav er, at der vises hensyn til de eksisterende butikker, så alle kan være en del af en god og respektfuld handelsdag.
Allerede den 4. juli bliver der mulighed for kræmmersalg af lidt større ting, når Bredgade spærres af fra Dahlia Blomster og ned til Algade/Peder Nielsens Plads. Her kræves ingen tilmelding – kun godt kræmmerhumør, respekt for hinanden og lysten til at være med til at skabe en levende sommerdag i Brønderslev.
AALBORG: I forbindelse med årets karneval i Aalborg etablerer Nordjyllands Politi midlertidig videoovervågning flere steder i byen som led i den samlede sikkerhedsindsats. Overvågningen opsættes særligt i og omkring Kildeparken, langs Vesterbro samt ved udvalgte indfaldsveje, hvor der forventes mange mennesker.
Ifølge vicepolitiinspektør Søren Pejtersen skal overvågningen være med til at give politiet et bedre overblik under arrangementet og sikre hurtig reaktion, hvis der opstår situationer, der kræver politiets indsats:
”Den midlertidige videoovervågning er et vigtigt redskab for os under karnevallet. Den hjælper os med at bevare overblikket i områder med mange mennesker og giver os mulighed for hurtigt at reagere, hvis der opstår uro eller andre hændelser. Samtidig er den også et vigtigt værktøj i en efterfølgende efterforskningsindsats, såfremt der opstår hændelser, som kalder på dette,” siger vicepolitiinspektøren.
Brug af droner Politiet har mulighed for at benytte droner i forbindelse med lørdagens parade – både under optoget og andre steder i byen. Erfaringen viser, at private også kan fristes til at sende droner i luften for at tage billeder og videoer af det festlige byliv, men det er vigtigt at kende og overholde reglerne for droneflyvning.
Karnevallet afholdes inden for Aalborg Lufthavns sikkerhedszone, hvor der gælder særlige restriktioner. Derfor opfordrer Nordjyllands Politi alle, der overvejer at flyve med drone, til at orientere sig grundigt på Trafikstyrelsens hjemmeside, inden dronen sendes i luften. Generelt er det en god idé at være opmærksom på reglerne og holde sig orienteret på Trafikstyrelsens hjemmeside: www.droneregler.dk.
Både for så vidt angår droneoptagelser og materiale fra overvågning gælder det, at det alene anvendes med henblik på at opretholde ro og orden, og at det naturligvis behandles i overensstemmelse med gældende regler om databeskyttelse.
HJALLERUP: Onsdag den 13. maj blev Dagplejens Dag markeret over hele landet, og i Hjallerup blev dagen fejret med sang, fællesskab og festlig stemning i byens gader.
Dagen begyndte med fælles formiddagsmad og sang på torvet, hvor dagplejere og børn samledes for at fejre dagen sammen. Herefter gik turen rundt i Hjallerup, hvor de mange børn og voksne skabte liv og glæde med flot pyntede cykler og vogne samt masser af Dannebrogsflag.
Turen sluttede ved Hjallerup Børnehus, hvor omkring 20 dagplejere og 70 børn sang for børnehusets børn, bedsteforældre og personale.
Det blev en hyggelig dag med smil og sang for både store og små.
Michael Ottesen er blevet valgt til ny formand for Markedsudvalget. Han har afløst Stefan Jacobsen, som i tre år var formand for Hjallerup Marked. Michael Ottesen er 33 år og har været frivillig på Hjallerup Marked siden 2010, hvor han begyndte i Teknisk udvalg.
HJALLERUP: ”Jeg ved nok, at jeg er den yngste formand, som har siddet på posten. Jeg går til opgaven med ydmyghed. Jeg tror på, at jeg har nogle værktøjer, der kan bruges i mit arbejde som formand. Jeg er uddannet lastbilmekaniker og arbejder i dag som værkfører hos Ejner Hessel i Nørresundby. Her har jeg været i otte år,” fortæller den nye formand.
Forberedelserne til årets marked begyndte ifølge formanden allerede i august, hvor der igennem året har været løbende kontakter til både kræmmere og kunstnere.
”Vi har igennem vintermånederne haft god kontakt til de mange kræmmere og lyttet til deres ønsker og behov. Det har medvirket til, at der kun er få ledige pladser tilbage.
Også hestekræmmerne er blevet kontaktet, og vi regner med, at der kommer omkring 100 heste,” fortsætter formanden sin fortælling og slutter: ”Jeg har altid drømt om at få mere ansvar, og det blev pludselig aktuelt, da jeg sagde ja til formandsposten. Min kone Louise og vores tre børn har accepteret mit valg og har lovet at støtte mig i arbejdet. Vi er alle frivillige sammen med de cirka 2.200 frivillige. Vi arbejder alle på lige fod. Det er netop den holdning, der gør Hjallerup Marked til noget specielt, noget vi gør sammen, et arbejde der forener os i et stort fællesskab, som ingen vil undvære.”
Markedet begynder torsdag den 4. juni med Markedsløb. Koncerten om aftenen hedder Hjallerup Live og er med store kunstnere, som spænder over flere aldre.
Fredag morgen kommer hestene. Markedsfrokosten med byens seniorer starter sidst på formiddagen. Derefter er der gudstjeneste. På markedets hjemmeside kan hele programmet ses, samt i den næste to ugers avis.
På Markedspladsen er frivillige allerede i gang med de mange forberedelser. Snart begynder de at stille de mange telte op og gøre klar til opsætning af borde og bænke og de mange installationer.
HJALLERUP: Onsdag den 13. maj holdt Hjallerup Handels- og Erhvervsforening Open by Night i Hjallerup Centret fra 16.00 -21.00. Vejret var godt, og salgsboder og spisevogne var sat op og klar til at modtage de mange kunder. Byens forretninger var også klar til et stort rykind, idet priserne var nedsat på en række varer.
På byens grusplads midt i byen var der opstillet borde og bænke, så man kunne sætte sig og nyde mad fra forskellige udbydere. Af firmaer, der solgte mad, kan nævnes Den muntre gris, som solgte sandwich, Guldkyllingen solgte burgere og SUSHIMAIA andre retter. Henimod lukketid måtte madsalgsstederne melde alt udsolgt. Rigtig mange havde forsynet sig med mad og hygget sig på pladsen. Johnni Olesen fra 24 Timer i Hjallerup solgte drikkevarer og reklamerede for en Sommer Camp – for vandhunde, som afholdes i Lyngså til sommer for børn i alderen 10-15 år.
Mens forældrene hyggede sig med maden, var børnene optaget af de mange oppustede legeredskaber, som var opstillet i bymidten. Aftenen var et eldorado for både børn og voksne. Musik var der også tænkt på. Mads Torp og Michael Bach leverede musikken aftenen igennem.
Flere børn og enkelte voksne havde fundet vejen til Cinthya fra firmaet Cen-Colors, som lavede de flotteste dekorationer i ansigtet. Det var meget populært, og dermed var der stor travlhed aftenen igennem.
De grønne spejdere havde fået Kim Horsevad til at hjælpe sig med at lave en raftekarrusel. Den var meget populær, og mange børn fik sig en ordentlig karruseltur. Spejderne udtalte, at deres formål var at gøre alle børnene på pladsen helt rundtossede.
Sparekassen Danmark var repræsenteret med Mette Torp Sudergaard og Lone Vestergaard. Fra Nordjyske Bank var Kristian Munkholt repræsentant. Begge pengeinstitutter havde et udbud af spændende konkurrencer med gode gevinster. Lions Club Ingeborg Skeel solgte smukke tasker samtidig med, de reklamerede for deres klub.
Hjallerup Bibliotek solgte billige bøger og lavede gratis ballondyr til alle, som ønskede det. Bibliotekaren havde i dagens anledning iklædt sig Pippi Langstrømpe kostume og bragte dermed eventyrverdenen tættere på.
Forfatter Christina Ramskov viste sin nye bog frem ”De kaldte hende Jack”, som er starten på en ny serie. Den gamle serie Fønixens Hjerte kunne stadig købes. Flere af hendes bøger er nu ifølge Christina oversat til engelsk.
Kuskeskolen Vendia var også repræsenteret. Mange fik sig en spændende tur med hestevogn rundt i byen. Anne Grethe Nørgaard, som i dag står for kuskeskolen, fortæller, at det er muligt at få undervisning i at køre med hest og vogn. Hun er instruktør på kusketræner 1 uddannelsen og har tidligere været en del af Vendsyssel Køreforening.
Byens butikker har været ovenud tilfredse med handlen i onsdags. ”Vi havde travlt hele dagen, men især om aftenen. For os i Handels- og Erhvervsforeningen var det en rigtig god dag. Vi har kun hørt positive tilkendegivelser. Igennem sommeren afholder vi hver anden lørdag Torvelørdage. Den første bliver den 13. juni i samarbejde med Borgerforeningen. Det bliver Børnenes dag i Anlægget med opstillede hoppeborge og anden underholdning,” fortalte formanden for Hjallerup Handels- og Erhvervsforening Thomas Olsen.
HJALLERUP: Der var store smil, jubel og guldmedaljer i weekenden, da Hjallerup Håndbolds U13-drenge sikrede sig titlen som danske mestre ved DM-stævnet 2026.
Holdet gik ubesejret gennem hele turneringen og leverede en imponerende indsats fra første til sidste kamp. Med stærkt sammenhold, flot spil og stor fighting spirit kunne drengene til sidst løfte pokalen og kalde sig Danmarksmestre 2026.
Også klubbens U13-piger deltog ved DM-stævnet og repræsenterede Hjallerup Håndbold flot gennem hele weekenden. Her blev det til masser af gode oplevelser og værdifuld erfaring på nationalt niveau.
I Hjallerup Håndbold er stoltheden stor efter weekendens præstationer, hvor både spillere og trænere viste klubbens stærke fællesskab og sportslige niveau.
– Det har været en fantastisk weekend for hele klubben. Drengene leverede en kæmpe præstation, og både piger og drenge har repræsenteret Hjallerup på bedste vis, lyder det fra klubben.
De nykårede mestre blev fejret efter finalen med jubel, medaljer og store smil blandt både spillere, trænere og tilskuere.
Efter mere end 35 år som en helt central del af Klokkerholm står byens dagligvarebutik nu overfor et veltilrettelagt ejerskifte. Næsten på datoen for Martin Kærsgaards 37 år i butikken overdrager han MENY Klokkerholm til Rasmus Hostrup Sørig – et skifte, der sker med stor respekt for det fundament, Martin og hans hustru Mette har opbygget gennem årtier.
KLOKKERHOLM: Martin Kærsgaard sælger sin butik til Rasmus Hostrup Sørig, som selv har haft butikken som sin arbejdsplads i mere end 20 år. Salget sker pr 1. juni. Medarbejderne blev orienteret onsdag.
Butikken i Klokkerholm blev oprindeligt startet af Martin Kærsgaard, som den 31. maj 1989 overtog FDB’s – dengang Brugsen – lokaler i byen. Den 8. juni samme år åbnede Lavpris sine døre. Siden da har Martin, sammen med sin hustru Mette, opbygget og drevet en sund og stærk butik, som på flere områder var first mover i branchen, blandt andet med introduktionen af nedkølet frugt og grønt.
”Selvfølgelig har jeg tænkt over generationsskifte mange gange. Det skal man jo efterhånden som årene melder sig. Og jeg er virkelig glad for, at Rasmus har valgt at tage over. Med ham ved vi, at butikken og kunderne er i trygge hænder,” siger Martin Kærsgaard. Undervejs har butikken skiftet navn flere gange – fra Lavpris til Storkøb og Favør – indtil den for godt og vel 10 år siden blev kendt som MENY Klokkerholm. Hele vejen igennem har Martin og Mette stået i spidsen for butikken og sikret både løbende modernisering og udvikling, også i helt nye lokaler, som blev indviet i 2011. Martin og Mette har ikke blot drevet en butik, men været en fast og aktiv del af Klokkerholms hverdag og fællesskab. De har uddannet et hav af medarbejdere, skabt lokale arbejdspladser og drevet en butik, som hele byen har bakket op om. Samtidig har de opfostret tre drenge, som i dag alle er voksne, og siden fået børnebørn – alt sammen med butikken som en naturlig og integreret del af familielivet. Overdragelsen til Rasmus Hostrup Sørig markerer både et generationsskifte og en naturlig videreførelse af butikkens værdier. Rasmus er oprindeligt uddannet i Edeka i Ålbæk og har siden 2003 været ansat i MENY. I mere end 20 år har han arbejdet tæt sammen med Martin og Mette og været en del af butikkens daglige drift og ansigt udad.
”Det er en stor ære for mig, og en gammel drøm at få nøglen til min egen butik, og så endda en butik, som jeg har været en så stor del af i mange år. Jeg glæder mig til årene, der kommer,” siger Rasmus Hostrup Sørig, der altså snart får titel af købmand. Rasmus flyttede til Klokkerholm i 2006 og bor fortsat i byen sammen med sin hustru og deres tre drenge. De to ældste er i dag også at finde blandt medarbejderne i butikken, hvilket understreger den tætte lokale og familiemæssige forankring.
MENY Klokkerholm spiller fortsat en vigtig rolle i en by med skole, et stærkt foreningsliv og et solidt lokalt fællesskab. Fremadrettet er ambitionen at sikre en tidssvarende, attraktiv og velfungerende butik, som fortsat er en naturlig del af byens hverdag og et samlingspunkt for borgere i alle aldre. Ejerskiftet sker med respekt for historien og med et klart blik på fremtiden – hvor MENY Klokkerholm også fremover skal være en tryg, lokal og velforankret butik midt i Klokkerholm.
På Bertrams Landbrug inviteres du helt ind i øko-grisens 1. klasses hverdag.
JERSLEV: Søndag den 17. maj inviterer Bertrams Landbrug indenfor til Sofari – en dag med dyr under åben himmel, dialog og oplevelser for hele familien.
Det er et særligt syn, der møder én på en økologisk grisegård: søer, der dovent bader i mudderhuller, og små grise, der med jord på trynen roder i jorden efter orme og insekter eller får sig en tår mælk hos soen.
Søndag den 17. maj inviterer Bertrams Landbrug til Sofari – et landsdækkende åbent hus-arrangement, hvor du kan komme tæt på den økologiske gris og opleve på nærmeste hold, hvordan de økologiske grise lever, fra de bliver født ude på marken. Hos Bertrams Landbrug kan søer og smågrise komme udenfor hele året. De går frit omkring på marken, roder i jorden, æder græs og ruller sig i mudderet, som også fungerer som solcreme på grisens lyse hud.
For mange besøgende er det første gang, de ser, hvordan de økologiske grise faktisk lever – og netop det vil landmand og ejer af Bertrams Landbrug, Thomas Bertram, gerne vise frem.
“Jeg er meget optaget af løbende at optimere min produktion og gøre den endnu bedre og mere bæredygtig. Grisene bor i specielle grisehytter, som jeg selv har designet. De er lavet af genbrugsplast fra gamle ølkasser. I hver hytte er der plads til fire søer med deres smågrise. Her har søer og smågrise god plads og masser af halm. Uden for hytten har hver so sin egen græsfold, hvor hun i sommerhalvåret kan mudderbade,” fortæller Thomas Bertram.
En dag med plads til nysgerrighed Netop mødet mellem mennesker og landbruget er en vigtig del af dagen. Når besøgende går rundt mellem foldene, oplever dyrene og stiller spørgsmål, opstår der ofte samtaler om alt fra dyrevelfærd, natur og biodiversitet til klima og madvaner.
For Bertrams Landbrug handler dagen derfor ikke kun om at vise grisene frem, men også om at skabe forståelse for de valg, der ligger bag produktionen.
“I år kan de, der kommer forbi, også se de økologiske slagtegrise i deres mobile hytter. Det er altid sjovt at vise nye ting frem, og jeg ved fra de sidste mange år som Sofari-vært, at det er en rigtig god og lærerig dag, hvor hele familien får nye oplevelser med hjem,” siger Thomas Bertram.
Bertrams Landbrug leverer sine grise til Friland, som står for det videre salg af kød fra grisene.
”I Friland er vi virkelig stolte af, at vores landmænd inviterer danskerne ud på gårdbesøg og giver dem mulighed for at opleve det gode økologiske griseliv helt tæt på. Vi håber, at mange vil tage imod tilbuddet om en tur på landet, hvor man kan se grisene løbe frit rundt i marken, tale med landmændene og høre om, hvordan de passer grisene og driver et moderne økologisk landbrug. Jeg tror, at Sofari ikke bare viser det gode liv for grisene, men også kan være med til at skabe en ægte og troværdig dialog mellem by- og landfolk,” siger Maria Bast, marketingchef i Friland.
Hvad kan man opleve? På dagen vil der være aktiviteter for børnene, plakater til at tage med hjem med mere – og til de voksne øko-grisens almanak, som består af et opskriftshæfte med lækre retter lavet af økologisk grisekød. Du kan også opleve, hvordan en lastbilanhænger er blevet til sovesal for smågrisene, og se, hvordan gamle ølkasser er bygget om til trygge hytter for soen og hendes smågrise.
Men vigtigst af alt er mødet mellem landbruget, grisene og de mennesker, der arbejder med dyrene hver dag.
Sofari arrangeres af Landbrug & Fødevarer i samarbjede med foreningen FØKS, Økologisk Landsforening samt Friland, Organic Pork og Tican.
Om den økologiske gris Pattegrisene fødes af deres mor i en hytte ude på marken.
Kravet er, at de får mindst syv uger under åben himmel sammen med soen, men flere økologer fravænner først efter 8-10 uger, hvor smågrisene er mere robuste.
Når grisene fravænnes, kommer de fleste på stald med adgang til et udeareal.
Grisene bliver slagtet, når de er omkring et halvt år gamle.
Dette er overskriften på det orienteringsmøde som Voer-Agersted Menighedsråd indbyder til tirsdag aften i konfirmandstuen i Voer Præstegård.
VOER/AGERSTED: Aftenen starter med suppe og et glas vin. Herefter er der lagt op til at man kan blive meget klogere på hvad menighedsrådet har arbejdet med i den seneste periode, samt hvad der er i støbeskeen.
Man opfordrer nye til at melde sig og derved få indflydelse på udviklingen i ens sognekirke. Til efteråret er der således valg til for en ny toårig periode i Voer-Agersted Menighedsråd.
Runa Christensen fra menighedsrådet ønsker en endnu større sammenhængskraft mellem kirke og by. Som hun udtrykker det så er Voer Kirke, kirken for Flauenskjold og omegn. I modsætning til Agersted, hvor kirken ligger i byen, er der en vis afstand mellem Flauenskjold by og Voer kirke. Dette er nok medvirkende til at det ikke virker så naturligt, at kirken anses som en del af Flauenskjold.
Samarbejdet mellem Flauenskjold Borgerforening og menighedsrådet om den årlige juletræsfest, er et godt eksempel på et samarbejde mellem kirke og by, og som noget der ifølge Runa gerne må være mere af.
Bolden er hermed spillet videre til nye, friske kræfter, der kunne have lyst til at gøre en forskel i arbejdet med at gøre kirken til en endnu større del af lokalsamfundet.