Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Frivillige fra GRØN holder traditionen i hævd i Hjallerup

HJALLERUP: I uge 30 er det igen blevet en fast tradition, at Hjallerup får besøg af de frivillige fra GRØN, som holder tre velfortjente fridage mellem koncertugerne i Nordjylland. Også i år bliver de budt varmt velkommen af lokale butikker og erhvervsdrivende.

Hos Tøjeksperten Thomas Hjallerup lagde en gruppe af de frivillige vejen forbi, hvor de blev budt på en forfriskning. På butikkens Facebook-side sender indehaver Thomas Olsen en hilsen til gæsterne:

“Uge 30 er lig med besøg af de frivillige fra GRØN. De nyder tre velfortjente fridage i Hjallerup, og vi nyder at byde dem velkommen. Tak for besøgene, venner.”

De mange frivillige er en helt afgørende del af GRØN-turnéen, hvor de hjælper med alt fra opbygning og nedtagning til barer, indgange, gæsteservice og en lang række praktiske opgaver. I alt deltager flere hundrede frivillige på hele turnéen, som besøger otte byer rundt om i landet. De sørger for, at koncertoplevelsen fungerer for de mange tusinde gæster, og undervejs bliver de transporteret mellem koncertbyerne og indkvarteret samlet.

Mellem de to koncertblokke holder de frivillige nogle såkaldte “overliggerdage”, hvor de lader op, hygger sig og nyder nogle rolige dage i Hjallerup, inden turen fortsætter. Det er blevet en tradition, som både de frivillige og mange lokale ser frem til hvert år.

Besøgene giver samtidig liv i byen, hvor caféer, restauranter og butikker får glæde af de mange gæster. For de frivillige er dagene en mulighed for at slappe af og være sociale, inden de igen trækker i arbejdstøjet og er med til at skabe rammerne om Danmarks største omrejsende koncertfestival.

Populære artikler