Store Vildmoses natur vindersom led i kampen for klodens klima

0

Naturstyrelsen er begyndt at føre 345 hektar af Store Vildmose tilbage til våd natur. Efter 100 år som drænet landbrugsjord skal tørvejorden på ny bygges op med kulstof i stedet for at slippe CO2 ud i atmosfæren til skade for klimaet. En mangfoldighed af fugle, planter og dyr er klar til at stige på første etape af en lang rejse mod mose og eng.  

Det er godt at være bekkasin i det våde område, hvor rørhøge næste forår vil jage og traner trompetere, mens kongeørne i ny og næ vil kigge forbi, for de yngler nemlig lige i nabolaget.

Naturstyrelsen har indledt et såkaldt klima-lavbundsprojekt i Ringfenner, der ligger i den centrale del af Store Vildmose.

Klima-lavbundsprojekter arbejder i klimaets tjeneste, så dræning og dyrkning hører op i projektområderne, mens nedbør og natur får forkørselsret.

I Ringfenner er 25 kilometer grøfter fyldt op, mens dræn er blokeret. Vandet skal blive og udvikle en mosaik af mosenatur med nye levesteder til padder, krybdyr, insekter, ja, for alle dyregrupper.

”Det er mange positive elementer i det, der sker og som er på vej i Ringfenner. Området bliver en lokal håndsrækning i den store globale kamp for klimaet, og biodiversiteten får lokalt et stort løft i Store Vildmose. Vadefugle, traner og rovfugle som kongeørne vil få helt nye vådområder at søge føde i. Og den botanik, der er knyttet til højmose og våde enge, vil få bedre vilkår”, siger Robert Olesen, der bor i Brønderslev og som er suppleant i Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Jammerbugt. 

Robert Olesen vil gerne være med til at få genetableret lokalafdelingen i Brønderslev. 

Moselandet kan bygges op igen
Hele øvelsen bag de statslige opkøb af dyrkede lavbundsjorder handler om at reducere Danmarks udledning af skadelige drivhusgasser som CO2 med 70 procent frem mod 2030.

Landbrugssektoren står bag 22,4 procent af Danmarks udslip af CO2, og ved at opgive dræning og dyrkning på tørveholdige jorder, kan man opnå en væsentlig reduktion i tab af CO2.

Store Vildmose er et oplagt område for et klima-lavbunds­projekt, fordi der er store arealer med tørvejord. Potentialet for at stoppe nedbrydningen af tørvejorden og dermed forhindre udslip af CO2 er meget stort i moselandet.

Ved at stoppe dræningen og lade den naturlige vandstand indfinde sig i tørvejord kan man stoppe den årlige udledning af op imod 20-25 tons CO2 per hektar. 

Det er beregnet, at de 345 hektar i projektet i Ringfenner samlet set vil reducere udledningen af drivhusgasser med 4.833 tons CO2-ækvivalenter pr. år. Det svarer til det klimaaftryk, som 440 danskere sætter hvert år.

Nedbør og naturlig vandstand er med til at sikre, at tørvejorden ikke længere nedbrydes. Og på langt sigt vil der begynde at ske en opbygning af kulstof i jorden. 

Fakta om klima-lavbundsprojekter:
Naturstyrelsen arbejder i øjeblikket med forundersøgelser af flere end et halvt hundrede konkrete klima-lavbundsprojekter landet over.

Desuden er en lang række mulige projekter i færd med at blive screenet, så potentialet til reduktion af CO2-tab kan kortlægges.

Også Miljøstyrelsen har en tilskudsordning til klima-lavbundsprojekter, som private lodsejere og kommuner kan søge.

I alt skal 100.000 hektar lavbundsarealer tages ud af omdrift for i stedet at fungere i klimaets tjeneste.

Det blev i oktober 2021 vedtaget i en bred aftale i Folketinget som led i en grøn omstilling af dansk landbrug.

De fleste tørveområder ligger i Jylland specielt mod nord og vestpå i hovedlandet.

 Af Jan Skriver

Ny dugfrisk udgave af Blindes Jul på gaden

0

Så er Blindes Jul igen på gaden. Flere friske sælgere er på vej ud med en ny udgave af Blindes Jul, så derfor er det igen tid for at finde kontanter eller mobilen frem.

Nogle har måske haft besøg af en sælger og andre venter på at få besøg af en sælger.

Forsiden er malet af Kristine Frøkjær.

I bladet er der selvfølgelig spændende julehistorier og noveller. En fortælling om danseglæde, hvor en 100 årig fortæller om hendes glæde ved at danse. Der kan også læses en fortælling fra Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole i Hjørring, og en beretning fra Danmarks første blinde eksaminerede kirkesanger.

Der er lækre bageopskrifter på boller og brød fra Agnete Odgaard-Jensen. En hækle opskrift på en sød flakon, designet af Margit Fischer Petersen, finder du også i bladet. Selvfølgelig er der kryds og tværs opgaver, og et julespil for hele familien. Der bortloddes også en miniferie på Dansk Blindesamfunds konference-og feriecenter Fuglsangcentret i  Fredericia.

Overskuddet går ubeskåret til blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund Vendsyssel Kreds. Vi kan for pengene lave flere årlige arrangementer for vores medlemmer. Disse er til stor glæde for alle og er med til at forebygge ensomheden, som er den synshandicappedes værste fjende. Pengene bliver brugt til blandet andet undervisning, hjælpemidler og lignende. 

Vi er rigtig glade for, at der findes mødesteder for synshandicappede i Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Hjørring Kommune. Indtægter fra den populære hundekalender går nemlig til Dansk Blindesamfunds hovedforening, lyder det fra den lokale afdeling

Mangler du et sted at holde juleaften?

0

Den 24. december bliver der tændt julelys og skruet op for julehyggen i Brønderslev Kirke og Sognegård. 

Igen i år står et hold af frivillige nemlig klar til at holde en hyggelig juleaften for både børn og voksne. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen (Hellevad og Ørum Kirker) samt sognepræst i Brønderslev Solveig Jeppesen og hendes familie er værter ved julefesten. Og de to sognepræster garanterer, at den kommer til at stå på en hyggelig og helt klassisk juleaften i sognegården. 

Der vil derfor både være traditionel, velsmagende julemad, dans omkring juletræet og julegaver. Der skal selvfølgelig også være fællessang, hvor kendte julesange og -salmer er på programmet.  

Det er kirkerne i hele Brønderslev Provsti, som endnu engang er gået sammen om at invitere til juleaftensfest i Brønderslev for alle interesserede. Arrangementet begynder med, at man kan deltage i juleaftensgudstjeneste i Brønderslev Kirke v/ sognepræst Søren Dosenrode. Herefter er der kaffe og juleknas i sognegårdens café. Der er efterfølgende julemiddag og juleaftenshygge. Der er mulighed for at bestille gratis hjemtransport fra julefesten.

Juleaftensfesten koster lidt for voksne og er gratis for børn. Man tilmelder sig ved Kirkekontoret i Brønderslev. 

Juleaftensfesten arrangeres af Brønderslev Provstis diakonigruppe og Menighedsplejen ved Brønderslev Kirke, og Else Hansen er tovholder. 

Igangsætning af nye tiltag skal skabe bedre forhold for de ældre

0

Væksten af antal ældre borgere kræver nye ideer og gennemførelse af nye tiltag.

Genoptræning i eget hjem
I Brønderslev Kommunes Ældreråd er vi noget optaget af de meldinger robustheds kommissionen med Søren Brostrøm i spidsen netop er kommet med. Det er alt fra medarbejdere op på fuld tid – mere og bedre ledelse – bedre rammer for ibrugtagning af arbejdskraftbesparende teknologi – nedbrydelse af faglige siloer og mange andre forslag. Især hæfter vi os ved, hvor meget genoptræning og almindelig rehabilitering betyder for den enkelte ældre borger f. eks. efter et sygdomsforløb.

Vi kan se, hvor meget det betyder for livskvaliteten at være selvhjulpen og kunne klare sine vante gøremål i hjemmet. I Brønderslev Kommune har vore ergoterapeuter stor succes med at lave intensiv træning hjemme hos borgeren, således at borgeren selv kan klare at gå i bad – tilberede sin mad – tage tøj på osv. Fra Ældrerådets side håber vi, at denne service med hjælp til selvhjælp fortsætter og måske ovenikøbet udvides udtaler formand for ældrerådet Inger Møller Nielsen. 

Stort behov for ældreboliger
Ældrerådet har haft besøg af formanden og et udvalgsmedlem for kommunens nye Temaudvalg, som blev nedsat efter sidste kommunalvalg. Dette udvalg arbejder bl.a. med planlovgivning og boligmasse. Det er ingen hemmelighed, at Ældrerådet de seneste fire år har presset på for at Brønderslev Kommune får sat mere gang i byggeri af seniorboliger, ældreboliger, tryghedsboliger og bofællesskaber. Der er behov for, at der bliver taget mere fat omkring dette emne, set i lyset af, hvor mange ældre vi bliver i Kommunen frem mod 2030. Ældrerådet er meget optaget af, at der bliver sat fokus på indretning, beliggenhed og tilgængelighed, når der bygges til seniorerne.

Der er lavet undersøgelser der viser, hvor stor betydning det har for ældres trivsel og livskvalitet, at der i forbindelse med boligen også findes fælles faciliteter. Faciliteter der kan tilgodese et rigt socialt liv, som er med til tage hånd om den ensomhed, der er meget udbredt – og ikke mindst at skabe den tryghed, det er i at bo i et miljø, hvor der er stor omsorg for hinanden.

Formanden for Temaudvalget Dennis Kvesel samt udvalgsmedlem Johannes Trudslev var lydhør overfor vores argumenter. Nu mangler vi bare i Ældrerådet, at der også sker handling på tingene siger Inger Møller Nielsen.

Positiv udvikling på Plejecentrene
Sluttelig på vores seneste møde var vi omkring de tilsyn der foretages på vore plejecentre, og alle ved jo at der har været store problemer på området, men vi kan lige nu konstatere, at det går rigtig godt, og senest har plejecentret Elmely i Ø. Brønderslev fået en meget flot tilsynsrapport slutter ældrerådsformand Inger Møller Nielsen.

Keramiker Jette Abildgård holder juleåbent

0

i november og december

Her kan man både se værksted og udstillingslokale, der stråler i et væld af unikke håndproducerede og julerelaterede ting i porcelæn, hvoraf mange er ekstra dekoreret med guld.

Jette Abildgårds kendte hvide porcelænsengle er gennem årene fremstillet i adskillige versioner, hver med sit specielle udtryk. F.eks. er der i år tilkommet en engel med kors om halsen og sangbog. Et ønske fremsat af en kunde. Dermed ind­træder den i rækken af de eftertragtede engle, der er produceret lige siden 1988 og siden har været samlerobjekter for mange. 

Årshjertet, der også har været et populært samlerobjekt gennem de sidste 10 år, er også i år håndlavet og produceret på Jette Abildgårds eget værksted i Klokkerholm. ”Årshjerte 2023” er dog kun produceret i et begrænset antal af produktionsmæssige  grunde, idet de alle er udformet på hendes værksted.

Julehumøret får en ekstra  tak op ad, når man kigger indenfor på Hornshøjsvej i Klokkerholm, hvor keramiker Jette Abildgård selv er tilstede.

Hendes ”hvide verden” omfagner hele lokalet med de mange unikke værker og julepynt. Det er helt sikkert et besøg værd.

Jette Abildgård deltager også på ”Julemarkedet for kunsthåndværk og design” på Vendsyssel Kunstmuseum lørdag d. 25. november, hvor hun udstiller med et udpluk af sine juleting.

Open by Christmas I Hjallerup

0

Torsdag den 16. november bliver der ekstra gang i handelen i Hjallerup. Der afholder handels- og erhvervsforeningen nemlig Open by Christmas og handler en del længere end normalt.

Der bliver et varieret program aftenen igennem. Det hele starter sen eftermiddag og her er der forskellige kulinariske tilbud både til den søde tand, men også med mulighed for nem aftensmad.

For familiens yngste vil der være mulighed for at få en tur i en karrusel der er opstillet til lejligheden.

Det er ikke kun butikkerne, der holder ekstra åbent. I byens pengeinstitutter holdes der åbent med fokus på både børn og voksne og de grønne spejdere hygger for alle omkring bålet med lækkert bålmad.

Det forlyder osse, at selveste Julemanden kommer forbi og tænder det store juletræ og rygterne siger, at han allerede nu har gode sager til børnene med i sin sæk. Han har pga den manglene sne udskiftet rensdyrkanen med en hestevogn, men den er til gengæld osse flot pyntet og det skal nok blive rigtig stemningsfyldt, idet der også vil blive sunget og spillet julemusik og julesalmer i løbet af aftenen.

Mange af butikkerne frister med store rabatter og tilbud, så hvis man ikke allerede er begyndt på at købe julegaver, kunne denne aften være et udmærket tidspunkt at starte på.

Det store julespil er i gang

0

I mandags startede det store julespil i Hjallerup. Det går i al sin enkelthed ud på, at man hver gang man handler i en af de 21 deltagende butikker i Hjallerup, får en kupon, som skal udflydes og indleveres i en af de deltagende butikker.

Der bliver 5 udtrækninger i årets julespil. 1. trækning er mandag den 20. november, 2. trækning er mandag den 27. november, 3. trækning er mandag den 4. december, 4. trækning er mandag den 11. december, og 5. trækning er mandag den 18. december.

Så jo mere du handler, jo, flere chancer har du for at blive udtrukket som vinder. Og handler du udenbys er du i sagens natur ikke med i konkurrencen.

Der er gevinster for over 45.000 og Vinderne offentliggøres i butikkerne samt Hjallerup Handels- og Erhvervsforenings Facebookside. Ge­vin­sterne SKAL afhentes hos Bodil O.

Julespillet er arrangeret af Hjallerup Handels- og Erhvervsforening.

Red.

Gysermaraton i Kino Hjallerup

0

Den sidste lørdag i oktober holdt Kino Hjallerup traditionen tro Gysermaraton.

Foyeren var igen i år pyntet op med diverse uhyggelige ting, som gravstene, afhuggede lemmer, edderkopper i spindelvæv osv. 

Hjallerup Handels- og Erhvervsforening havde sørget for at der var pyntet flot op foran Kino med (u)hyggelig tudskårede græskar, da flere af byens børn havde skåret græskar til Græskardagen.

Gysermaratonen var godt besøgt, da 78 havde købt billet for at være en del af uhyggen.

Igen i år blev der vist 3 film, første film, den australske gyser Talk To Me, startede uhyggen kl. 20.00. Efter ca. 10 minutters pause, så startede film nummer 2 Cobweb. Aftenen/natten sluttede med spinoff gyseren i Conjuring serien, The Nun II. 

Hele arrangementet sluttede ca. kl. 02.00.

Dansk Blindesamfundhar hygge-klubber

0

Dansk Blindesamfund kreds Vendsyssel har hygge-klubber i Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner.

På mødet den 29. oktober blev mødet i Brønderslev kommune arrangeret privat, da der ikke var plads på Stengården i Hjallerup, hvor man normalt mødes den sidste onsdag i hver måned, men det gjorde, ifølge deltagerne, ikke mødet mindre hyggeligt. 

Johnni Olesen fra ”24 timer i Hjallerup” blev inviteret til at tale om sit arbejde med indsamling til Julemærkehjemmet i Hobro. 

Deltagerne lyttede interesserede til Johnnis fortælling om hans arbejde med at samle penge ind og om Julemærkehjemmets støtte til børn og unge i svære perioder. 

Der blev stillet mange spørgsmål, og efter foredraget var der tid til at diskutere emnet. Deltagerne udtrykte stor beundring for Johnnis arbejde og engagement i at hjælpe børn og unge. 

Efter foredraget blev der serveret kaffe, te og kage, og deltagerne kunne nyde hinandens selskab og hygge sig. 

Klubben i Brønderslev kommune mødes den sidste onsdag i måneden på Aktivitetscenteret på Stengården i Hjallerup. Deltagerne er medlemmer af Dansk Blindesamfund og har desuden deres ledsagere med. 

De, der ikke har egen transport, kan få transport til klubmøderne. 

Hygge-klubben i Brønderslev kommune er en vigtig og populær aktivitet for medlemmerne af Dansk Blindesamfund. 

Det er et sted, hvor de kan mødes, udveksle erfaringer og få ny viden.

Det er også et sted, hvor de kan være sammen med andre i samme situation og føle sig forstået og accepteret. 

Hvis man vil vide mere om hygge-klubben i Brønderslev kommune eller Dansk Blindesamfunds aktiviteter i Vendsyssel, kan man kontakte Dansk Blindesamfund kreds Vendsyssel.

Lægekunstens fremskridt gennem 50 år

0

ØRUM: Nogen siger, at alting var bedre i gamle dage. Men passer det også, hvis vi kigger på lægevidenskaben? Det mener pensioneret læge Henning Meyer i hvert fald ikke.

– Vi har igennem mange år opnået utrolige fremskridt inden for sundhedsvæsnet, hvor vi i dag i større skala kan helbrede alvorlige sygdomme og leve et liv uden symptomer, fortæller Henning Meyer, og fortsætter:

– Men følger man pressen, bliver der ofte tegnet et andet billede. Problemer og alvorlige fejl overskygger i mange tilfælde de forbedringer og den positive udvikling, der trods alt er sket. Der er dog håb for fremtiden, at mange flere sygdomme kan behandles.

Aftenens taler er pensioneret læge Henning Meyer, som gennem flere perioder har arbejdet som lægevikar i Klokkerholm, men stoppede i 2020. Henning blev uddannet læge i 1971 og har arbejdet som praktiserende læge i Sulsted og Nørresundby samt på sygehusene i Dronninglund og Aalborg.

Han vil denne aften påpege flere af de mange fremskridt, der har fundet sted, og meget gerne modtage input fra de fremmødte.

Sogneaftenen finder sted tirsdag den 14. november i Ørum Kultur- og Forsamlingshus. Der er gratis entré, og i pausen serveres der kaffe med tilbehør mod et beskedent beløb, som ubeskåret går til julehjælpen i Hellevad og Ørum Sogne.

Arrangementet finder sted i samarbejde mellem menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og Klokkerholm Borgerforening.