Pr. 1. juni er Solveig Jeppesen ansat som sognepræst i Dronninglund Kirke. Hun overtager det job, som Rune Thomassen forlod tidligere på året.
Jeg glæder mig helt vildt til at komme til Dronninglund, fortæller Solveig Jeppesen, der de sidste godt tre år har været præst i Brønderslev. Jeg har igennem hele min barndom haft min gang i Dronninglund, fordi mine bedsteforældre boede der. Jeg har da overvejet, om det er en god idé at vende tilbage til byen med mand og børn, men det er vi endt med at træffe en beslutning om, at det er – og vi glæder os til at indtage præstegården på Slotsgade.
Solveig er gift med Jean Paul fra Peru og sammen har de tre børn.
Alt er nyt
Som ny sognepræst skal man naturligvis lære alt at kende i sit nye sogn og det er klart, at den første tid går med at finde ud af, hvordan man gør her, siger Solveig med et smil. Oveni at alt er nyt, skal kirken også renoveres og lukker derfor i et helt år, hvor ingenting bliver som det plejer at være, men hvem ved, måske kan nye ting fæste rod og blive til noget spændende i sådan en tid, tænker Solveig.
Trives i rollen
Solveig trives godt i rollen som sognepræst. Det er ikke et 7-16 job, der er altid noget, man kan og skal gøre og man er aldrig færdig med ens opgaver. Man kan altid forbedre en prædiken, finpudse og researce yderligere og en bibeltekst siger en noget forskelligt, hver gang man læser den, fortæller hun. Idet hun selv er præstedatter ligger det ikke fjernt for hende og hun har fået livsstilen ind med modermælken.
Samtalerne med mennesker forud for kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelser, som jo også er en stor del af præstejobbet, er altid inspirerende, fortæller hun.
Jeg mener, at det er vigtigt at kirken er der hvor folk er – kirken skal ikke være et gammelt hus for særligt udvalgte, men skal være til stede i alles hverdag og skal være et sted for alle, hvor der er rart at være, mener Solveig.
God til at lytte
Når man er præst skal man være god til at lytte, for nogle gange er det det eneste man kan gøre. Når livet gør ondt kan man altid lytte til hinanden. Man kan ikke nødvendigvis reparere sine medmennesker og det skal vi heller ikke, mener jeg, men vi kan alle lytte og vise omsorg, lyder det fra Solveig Jeppesen.
KØH2
