Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Markering af 80-året for befrielsen i Hellevad Kirke

Den 4. maj 2025 er det præcis 80 år siden, at Danmark fik budskabet om befrielse efter fem års besættelse. Det markeres ved en befrielsesgudstjeneste i Hellevad Kirke med musik, sang og eftertanke.

KLOKKERHOLM: Om aftenen den 4. maj 1945 kunne den danske radio­speaker Johannes G. Sørensen via BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut. Meddelelsen kom midt i den normale nyhedsudsendelse klokken cirka 20.35, hvor Johannes G. Sørensen blev afbrudt i nyhedsoplæsningen og fik overbragt den historiske besked. Efter en kort pause vendte han tilbage til mikrofonen og viderebragte det længe ventede budskab. Nyheden udløste øjeblikkelig glæde og begejstring over hele landet. Folk strømmede ud på gaderne, rev mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne – selvom kapitulationen først officielt trådte i kraft den 5. maj klokken 8 om morgenen.

Siden da er den 4. maj blevet markeret i mange danske kirker med aften­gudstjenester. I år er det 80 år siden befrielsesbudskabet lød, og denne mærkedag markeres i forbindelse med søndagens højmesse i Hellevad Kirke.

Gudstjenesten indledes med et orgelpræludium over ”Prins Jørgens March”, spillet af organist Lasse Christensen. Første salme er ”En lærke letted”, og undervejs medvirker kirkens motetkor med to korsatser: ”Altid frejdig, når du går” og ”I Danmark er jeg født”. Som afslutning synges Kaj Munks salme ”Du ved det nok, mit hjerte”, der findes i salmebogen. Herefter spiller Lasse Christensen Sigfrid Karg-Elerts pompøse og triumferende march ”Nun danket alle Gott” som udgangsmusik.

Inden gudstjenesten byder kirkens frivillige på en kop kaffe eller te.

Befrielsesgudstjenesten finder sted søndag den 4. maj 2025 i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

LC

Populære artikler