
Mange familier med børn benyttede sig af børnehavernes indbydelse til at komme til juletræsfest i Hjallerup Idrætscenter den 25. november om formiddagen.
Der var opstillet borde, hvor familierne kunne nyde rundstykker, kaffe, te og saftevand. Et stort juletræ var pyntet, og børnene kunne hurtigt finde på lege omkring juletræet.
Julemanden kom også på besøg og havde overraskelser med, og mon ikke han fik nogle ønsker fra børnene med sig hjem til julemandens værksted.
Underholdningen med musik og leg stod Michael Back for. Der blev sunget og danset omkring det store juletræ.
Ved middagstid sluttede festen. Mange børn var trætte og trængte til at komme hjem for at slappe af. Juletræsfesten gav en lille forsmag på det, som børnene glæder sig allermest til nemlig juleaften med god mad, slik og julegaver.




