Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Lokalhistorisk arkiv for Flauenskjold og Omegn fejrer 50 jubilæum med åbent hus

Den 21. april 1975 startede daværende skoleinspektør Henry Jensen lokalhistorisk Arkiv i Flauenskjold sammen med landpostbud Erle Jacobsen.

Foreningen har altså 50-års jubilæum i år, derfor bliver der holdt åbent hus søndag den 6. april i Arkivet- og tilstødende lokale på skolen.

Da Arkivet blev startet havde en del af det plads i biblioteket på skolen, som Henry Jensen også stod for, resten af Arkivet blev opbevaret privat hos Erle Jacobsen. Brugsuddeler Gunnar Jørgensen var også med fra starten og stod bl.a. for affotografering og forstørrelser af fotografier.

Arkivet modtog en masse fotografier, protokoller og andet som blev udstillet med stor publikums- interesse i biblioteket i efteråret 1975. I annoncen med indbydelse til udstillingen havde Arkivet fået sit rigtige ”navn”, nemlig Lokalhistorisk arkiv for Flauenskjold og Omegn. I tiden derefter strømmede det ind med gamle fotografier til Arkivet, 300-400 stykker blev arkiveret.

I marts 1980 stiftedes den Lokalhistoriske Forening også med Henry Jensen som formand. I dag er det Runa Christensen, der er formand for foreningen.

Da Folkebiblioteket og skolebiblioteket blev delt, måtte arkivet også flytte. Det nye ”lokale” blev gangen til skolebiblioteket, et lille uroligt sted, når børnene skulle igennem for at komme på skolebiblioteket. Her var det forhenværende købmand Gunner Larsen og Ellen Nielsen, der ”regerede”.

Da folkebiblioteket blev nedlagt, fik arkivet en del af det rum plus pedellens rum. Det var et godt og stort lokale, nu blev Else Neergaard arkivleder.

Efter nogen tid skulle skolen bruge lokalerne og arkivet skulle igen flytte, og det blev til det nuværende lokale, den tidligere gang, nu med en udvidelse og lukket for gennemgang til skolens lokale, men foreningen er glade for at må have husly – med alt – i skolens lokale.

Der er syv arbejdspladser, men det er nu kun fem medarbejdere tilbage i arkivet til at klare arbejdet. Derfor håber foreningen at ”åbent-hus-arrangementet”, kunne få et par interesserede til at deltage i arbejdet med at bevare ”ting og sager”, (foreningen kalder det arkivalier), for fremtiden, – eller vil være medlemmer af foreningen og derved støtte Arkivet.

De arkivalier der kommer ind bliver registreret i arkivets database og bliver opbevaret i mapper eller evt. i kasser på fjernarkivet.

Til åbent-hus-arrangementet vil foreningen vise en stor del af arkivalier, f.eks. er næsten alle huse i Flauenskjold blevet fotograferet og sat i mapper med beskrivelse af fortid/tidligere ejere, – eller  Flauenskjold under besættelsen med mange fotografier, nu aktuelt i forbindelse med 80-året for befrielsen, – og vagtværnets af og til humoristiske logbog, – borgere i Flauenskjold, – beboere i Dorf og deres børn, – sange om Flauenskjold, – gamle luftfoto af huse, – skytteforeningens fane fra 1918, – markeder før og nu, – desuden er der en masse interessante gårdmalerier og fotografier af gårde hængende på væggene i arkivlokalet.

På Arkivet har de en del besøgende, som søger oplysninger om personer og andet, – eller kontakt via Facebook.

Kom og se, hvad foreningen gemmer fra fortiden – det er tit godt at vide, når man står i fremtiden.

Populære artikler