Korsfarerstenen

KLOKKERHOLM: Ved Hellevad Kirke ligger en sjælden seværdighed – en korsfarersten. Det er en romansk granitgravsten med den latinske indskrift: OBIIT TUCO NONIS APRILIIS – Tyge døde den 5. april.
På stenen ses blandt andet et kors og et sværd, som normalt er vanskelige at få øje på, men den nyfaldne sne har på forunderlig vis lagt sig, så både kors og sværd træder tydeligt frem.
Netop sværdet viser, at den er lagt over en korsfarer og ikke en pilgrim. Den kan derfor dateres til et sted mellem 1096 og 1250. Disse korsfarerstene er ret sjældne, og denne er den af de meget få, som har dødsdato. Til gengæld mangler dødsåret.

