
Søndag den 30. marts var der inviteret til indvielse af Forpladsen ved Hjallerup Kulturhus. Ved samme lejlighed blev fem Hjertestier indviet, stier, som udgår fra Hjallerup Kulturhus, to mod vest og tre mod øst.
Formanden for Fondsbestyrelsen i Hjallerup Kulturhus Gitte Hansen bød den store forsamling på omkring 200 velkommen.
”Hjallerup Kulturhus er et fantastisk hus, hvor der er stor aktivitet, og der afholdes mange forskellige arrangementer. Alt sker på frivillig basis.
Nu har vi fået en helt fantastisk Forplads, en grøn oase med planter af forskellige slags og en opholdsplads til flere grupper af mennesker,” fortalte formanden og fortsatte:
”Uden fondsmidler var dette projekt aldrig blevet til noget. Vi vil gerne takke Nordea Fonden, som har støttet med 708.000 kr. fra deres ”Her gror vi-puljen”, Brønderslev Kommunes anlægsfond har støttet med 180.000 kr. og Hjallerup Samvirke med 100.000 kr.
Vi er så heldige, at flere børnegrupper fra skolen og biblioteket har udsmykket planterne på Forpladsen med hjerter til dagens anledning, hvor også Hjertestierne bliver indviet.”
Borgmester Mikael Klitgaard klippede snoren. Han roste de mange frivilliges arbejde i Kulturhuset og glædede sig over de mange aktiviteter, som foregår i huset.
Også formanden for Hjallerup Samvirke Steen Søgaard holdt tale. Han roste projekterne og glædede sig over de flotte resultater.
Ole Bæk Pedersen, som er en del af Fondsbestyrelsen og har været leder af projektet, fortalte om projektets tilblivelse.
”Efter nedrivelsen af den gamle bankbygning på hjørnet, blev pladsen foran Kulturhuset større. En donation fra Spar Nord Fonden gav os nogle muligheder. Vi bad Annes planteskole om at lave et forslag til en Forplads, hvor Hjertestierne, som var under planlægning, skulle tænkes ind i rammerne. Anne kom med et meget spændende forslag, hvor også fliserne skulle fornyes, da de var godt slidte i forvejen. Det blev et projekt på godt 1,1 million kr.
Der blev søgt forskellige fonde, og det lykkedes os at få pengene ind til hele projektet. Til sidst manglede der kun penge til belysningen. Det hjalp Samvirke os med.
Jeg vil gerne slutte med at sige tak til håndværkerne for det smukke arbejde og tak til bestyrelsen for et godt samarbejde”.
Godtfred Pedersen, som er formand for Hjallerup Byudvikling, fortsatte talerækken. ”Det har været en lang og spændende rejse at nå hertil. I 2022 startede en række møder mellem Kulturhuset og Byudviklingen omkring ideer til, hvordan Forpladsen kunne ombygges. Med Ole Bæk i spidsen fandt vi frem til Annes Planteskole, som kom med et forslag, og som i dag er blevet til virkelighed.
Denne skønne plads er koblet sammen med de nye Hjertestier i Hjallerup, som også står klar i dag.
I forbindelse med arbejdet med ideer til de nye stier fik vi efter ønske fra Hjerteforeningen en lokal borger fra Hjallerup Anna Marie Nielsen ind i Hjerteforeningen som repræsentant fra Hjallerup. Hjallerup Borgerforening har sammen med kommunen stået for etableringen.
Nu står vi så her i dag med resultatet. Jeg er sikker på, at det vil blive til glæde og nydelse for alle. Hjertestierne tager deres udgangspunkt her ved Kulturhuset. Der er etableret tre stier mod øst på henholdsvis 4,5 km, 6 km og 6,5 km og to stier mod vest på henholdsvis 3,5 km og 5,5 km. Rundt på disse stier er der 14 QR-koder, som fortæller en historie fra området. Ligeledes er der etableret fem bænke og affaldsstativer rundt på ruterne.
Der skal lyde en særlig tak til Carl Jensen, som har bidraget med Hjallerups historie og til Arne Brun for sit utrættelige arbejde for at projektet kunne lykkes. Stort tillykke til Hjallerup!”
Ved Kulturhusets indgangsparti er der nu opsat et kort over de fem hjertestiers ruter i byen. De er indtegnet med hver sin farve. Af kortet fremgår også længden på ruterne.
I Kulturhusets indgangsparti er der opsat en hjertestarter, som er tilgængelig i døgnets 24-timer.
Anna Marie Nielsen fortæller:
”Fra foråret 2023 til hen over sommeren 2024 fik vi sat 21 hjertestartere op i Brønderslev kommune. I efteråret 2024 var der en rest på 20 hjertestartere tilbage af den store pulje på 280, som Melsen-fonden sponserede til Region Nordjylland. Hjerteforeningens lokalafdelinger i Region Nordjylland fik lov til at sende ansøgninger på de sidste 20 stk., uden at de skulle igennem den videnskabelige formel. Jeg ansøgte om 2 stk. til Hjallerup, nemlig til Kulturhuset og Kirkehuset, hvor jeg i begge ansøgninger begrundede behovet ved at fortælle om, hvor mange mennesker der dagligt kommer begge steder. Jeg ”vandt” dem begge to. Herudover kom der 1 til Dronninglund og 2 til Brønderslev, så vi i alt kom op på 26 hjertestartere i Brønderslev kommune. Et resultat, vi selvsagt er meget stolte af.”
Indvielsen af både Forplads og Hjertestier sluttede med en invitation til et måltid mad + kaffe i Kulturhuset.
Fondsbestyrelsen serverede Chili con carne med flutes + drikkevarer. Der blev afsluttet med kaffe.
ES




