
Det blev igen et kulturhus fuld af glade mennesker, da dørene blev slået op til anden fællesspisning her i foråret.
Onsdag den 15. maj var alle byens borgere igen indbudt til fællesspisning i Kulturhuset. Der var endnu flere end sidste gang, som var den 23. april, hvor 150 havde tilmeldt sig. Denne gang var der 160, der deltog i spisningen, som bestod af dansk bøf med bløde løg, kartofler, sovs og salat. De frivillige i alderen fra 19-80 år havde selv lavet maden sammen med formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen.
”Vi er rigtige glade for, at vores initiativ med fællesspisning er taget så godt imod. Vi mærker, at folk hygger sig og glæder sig til at komme og spise sammen med venner og naboer. Det har betydet meget for arrangementet, at Nordjyske Bank har støttet initiativet med gratis billetter til de først 100. Normalprisen for de øvrige har været 50 kr., som er ganske billigt. Vi skal have vores udgifter dækket, og det kan vi få ved hjælp af de mange frivillige, som støtter op om arrangementet,” fortæller formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen og fortsætter:
”Efter sommerferien håber vi at kunne invitere til et par aftener med fællesspisning igennem efteråret, hvor kirken igen vil deltage med organist og kirkesanger til fællessangen efter spisningen. Denne gang klarede vi fællessangen med, at en af deltagerne – Johannes Hove sang for på de sange, der blev foreslået. Jeg vil gerne sige tak til alle, der deltog, og tak til de mange frivillige, som gør et fantastisk arbejde for os i Kulturhuset.”
Nordjyske Bank havde denne gang to medarbejdere med til Fællesspisningen nemlig Lajla Hejlesen og Mette Sudergaard. De sørgede for, at de 100 tilmeldte blev krydset af inden spisningen. De øvrige måtte betale 50 kr. for spisningen. Drikkevarer kunne købes til maden til rimelige priser.
Gitte Hansen slutter:
”Vi glæder os til at se endnu flere af byens borgere til efteråret, hvor vi gentager Fællesspisningen.
Mange er kommet og rost vores initiativ, som vi håber at videreføre, når sommeren og ferietiden er ovre. Vi har alle brug for fællesskab og hyggeligt samvær især i den mørke tid.”
EC




