Hvem skal have Rotarys erhvervspris?

Dronninglund Rotary Klub opfordrer nu lokale virksomheder og erhvervsfolk til at overveje, hvem der skal indstilles til klubbens erhvervspris, som uddeles ved en festlig begivenhed den 20. april.
Dronninglund: Prisen gives til en initiativrig og dynamisk virksomhed eller erhvervsleder i klubbens lokalområde, der yder en særlig indsats og lever op til Rotarys formål og værdigrundlag. Modtageren skal gøre en forskel lokalt og være en tydelig succeshistorie inden for et eller flere områder som vækst, uddannelse af elever, socialt ansvar og miljøansvar.
Formålet med erhvervsprisen er at påskønne initiativ, dynamik og succes i erhvervslivet. Samtidig ønsker klubben at øge kendskabet til Rotary i erhvervslivet og synliggøre Dronninglund Rotary Klub i lokalområdet. Det fortæller projektleder Frits Danielsen, der står i spidsen for den gruppe af klubmedlemmer med forskellig faglig baggrund, som har udarbejdet kriterierne for prisen.
Selve prisen består af et diplom og et kunstværk udført af kunstneren Bent Christensen fra Strandvejens Keramik i Melholt. Kunstneren har rødder på Nørrebro i København, men har slået sig ned i Melholt, hvor han arbejder i naturskønne omgivelser. Han er desuden tilknyttet Kunstnerkollektivet ved Dronninglund Slot, og kunstværket vil symbolisere formålet med erhvervsprisen.
Indstillingerne vurderes af en priskomité med bred repræsentation fra erhvervsliv og organisationer. Komitéen består af borgmester Mikael Klitgaard, administrerende direktør Kim Mouritsen fra Sparekassen Danmark, administrerende direktør Mikael Justesen fra TV2 Nord, erhvervschef Marianne Gade fra Brønderslev Erhverv, formand for Round Table Hjallerup-Dronninglund Jeppe Lykkegaard Christensen samt Hans Sloth Hansen, kommende præsident i klubben, og Kaj Frederiksen, nuværende præsident og formand for komitéen.
Rotary er et lokalt og globalt netværk, der arbejder for at fremme viljen til at tjene andre. Medlemmerne er erhvervsfolk, ledere og selvstændige, som ønsker at udvikle deres kompetencer på tværs af fag og generationer med udgangspunkt i Rotarys fem kerneværdier: fællesskab, integritet, mangfoldighed, service og lederskab.
Dronninglund Rotary Klub har i dag 27 medlemmer.

