Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Stinna tog DM-guldet – nu venter EM

Det blev en særdeles succesfuld DM-weekend for Stinna Morell Lerche fra Asaa SUP (Stand up paddle). Med to guldmedaljer og en sølvmedalje kunne hun til sidst lade sig kåre som dansk mester i allround – og næste store mål bliver EM.

ASAA: Stinna lagde ud med at sikre sig en flot andenplads i teknikdisciplinen, inden hun senere kunne stille sig øverst på podiet efter at have vundet sprinten.

Søndag ventede langdistancen over 12 kilometer. Undervejs skulle deltagerne to gange af boardet og op igen, men det forhindrede ikke Stinna i at sætte sig markant på konkurrencen.

Hun vandt langdistancen suverænt og kom i mål hele fire minutter foran nærmeste konkurrent.

Med førstepladser i både sprint og langdistance samt andenpladsen i teknik kunne Stinna Morell Lerche dermed afslutte weekenden som dansk allroundmester.

Klar til EM
Der bliver dog ikke meget tid til at hvile på laurbærrene. Stinna har kvalificeret sig til EM, hvor hun skal repræsentere Danmark i alle tre discipliner – langdistance, teknik og sprint.

Det stiller store krav til alsidigheden. Langdistancen kræver udholdenhed, mens sprinten er kort og eksplosiv, og teknikdisciplinen stiller andre krav til både fart og håndtering af boardet.

Stinna har allerede erfaring fra internationale konkurrencer, blandt andet fra VM, og ved EM får hun endnu en mulighed for at måle sig med nogle af Europas bedste SUP-udøvere.

Søger opbakning til EM
En international satsning kræver ikke kun mange timers træning, men også økonomiske ressourcer. Derfor søger Stinna nu sponsorer, der har lyst til at bakke op om hendes deltagelse ved EM.

Hos Asaa SUP er der stor glæde over weekendens resultater og den kommende internationale udfordring.

To guldmedaljer, en sølvmedalje og titlen som dansk allroundmester blev således facit på en DM-weekend, der næppe kunne være gået meget bedre for Stinna Morell Lerche.

Red.

Populære artikler