
Hjallerup Kulturhus har taget et nyt initiativ med at invitere til fællesspisning for byens borgere. Efter spisning og kaffe er der denne gang en aktivitet mere, som Hjallerup Kirke vil stå for. Tidligere har kirken inviteret til fællessang et par gange om året i Kulturhuset. Der er nu etableret et samarbejde med Kulturhuset, så byens borgere både kan spise sammen og senere på aftenen synge sammen.
”Vi ønsker med dette nye tiltag at gøre Kulturhuset mere folkeligt, så alle byens borgere kan føle sig hjemme i huset. Vi ved, at mange har brug for at komme et sted, hvor fællesskabet er i højsædet, og hvor man føler tryghed og kan hygge sig med hinanden. Vi påtænker at lave flere aftener i den kommende tid. Hjallerup Kirke har lovet at stille organist og kirkesanger til rådighed for at kunne lave fællessang et par gange i løbet af året. Den første fællesspisning bliver den 23. april, hvor vi sammen med kirken synger foråret ind. Et lignende arrangement vil komme til efteråret,” fortæller formanden for Kulturhusets Fondsbestyrelse Gitte Hansen og fortsætter:
”Vi er utrolig glade for, at Nordjyske Bank har sponseret 100 spisebilletter til aftenen. Se annoncen i avisen andetsteds for tilmelding.”
Kulturhuset fejrede i 2022 sit 25-års jubilæum og har igennem årene haft rigtig mange arrangementer af forskellig slags. Igennem det sidste år er der gennemført ny struktur og indført flere måder at leje Kulturhuset på. Kulturhuset har bemanding på kontoret tre formiddage om ugen, hvor man kan bestille sit ønskede lejemål. Det er mandag, onsdag og fredag formiddag.
”Vi er glade for byens støtte til vores hus i form af afholdelse af kurser, fester, møder og aktiviteter af forskellig slags. Vores frivillige laver et stort arbejde for at huset kan køre. Der er plads til flere lejemål, så ring i vores kontortid og forhør jer om de mange muligheder,” slutter formanden Gitte Hansen
ES



