Efterårsferien bød på Kartoffeldag i Try

Den sidste dag i efterårsferien inviterede Egnssamlingen for Østvendsyssel i Try til Kartoffeldag for hele familien.
Mange familier med børn mødte op for at deltage i de mange aktiviteter, som Egnssamlingen er berømt for. Da efterårsferien tidligere blev kaldt Kartoffelferie, var der naturligvis fokus på kartoflen i mange af aktiviteterne.
Redskaber til brug for kartoffeloptagning stod på marken, så publikum kunne se, hvordan kartoflerne var taget op.
Kartoflerne var lagt i dynger flere steder efter sorter. Det var nemlig muligt at fylde en pose med den slags kartofler, man bedst kunne lide. Her kan nævnes nogle af sorterne, som kunne købes: Cerese – røde kartofler, Ditta, Folva og Tvitter.
Det var ikke kun kartofler, som man kunne få med hjem. På en mark i nærheden af kartoffelmarken stod der morgenfruer, der endnu var i blomst. Her var der gratis plukning. Mange kom hjem med både kartofler og blomster.
Flere af værkstederne var åbne og havde tilrettelagt et program for børnene. Der blev støbt lys med hjælp fra Karen Møller, et Helligtrekonger lys eller bare et enkelt lys. Dertil havde trædrejeren Søren Kristiansen forslag til lysestager, som nogle havde mod på at få drejet.
Til middag blev der serveret kartoffelsuppe, og til eftermiddagskaffen var der bagt småkager med kartoffelmel, som var lavet af de avlede kartofler. Der var kartoffeltryk i Urmagerhuset, som Agnes, Mathilde, Johannes og Tobias syntes var spændende at prøve. Der blev lavet træer med kartoffeltryk og fantasifulde figurer af blade med kastanjenødder som hoved.
I Lille Knudsgaards rolling var der dækket op til kaffe og kage, som mange voksne nød, mens børnene var engageret andetsteds.
I laden var flere frivillige i gang med pandekagebagning, hvortil der kunne købes kaffe. Desuden var der gang i fremstilling af kartoffelmel. Her kunne man få opskrifter på forskellige retter lavet med kartofler som hovedingrediens.
”Vi er glade for, at så mange har taget imod vores tilbud den sidste dag i efterårsferien. Den sidste aktivitetsdag i dette kalenderår bliver den 8. december, hvor der også er julehygge i Lille Knudsgaards rolling,” fortalte Jørgen Nielsen og håber på, at mange igen vil møde op og deltage i Egnssamlingens mange aktiviteter.
ES