Bente Helene Haagensen fra Hjallerup har været fodervært for i alt otte små førerhundeaspiranter. Selvom det er svært at sige farvel til hvalpene, når de skal videre og ud at gøre en forskel for synshandicappede, giver rollen som fodervært hende så meget igen, at farvellet er det hele værd.
Hjallerup: Med sine snart 72 år holder Bente Helene Haagensen fra Hjallerup sig godt i gang med masser af aktiviteter samt liv og glade dage i huset med sine hunde. Selv har Bente to hunde, men en tredje hund sniger sig også ind og ud ad nordjydens liv fra tid til anden.
Otte gange har hun nemlig været såkaldt fodervært for Dansk Blindesamfund. Det betyder, at hun igennem tiden har haft otte ”dejlige hundehvalpe”, som hun selv kalder dem, til at bo hos sig i et helt til halvandet år, indtil de var klar til at komme ud i deres videre færden på rejsen mod at blive godkendt som førerhund.
– Jeg elsker at bruge tid med dyr. Især hunde. De er mine små babyer, og det er fantastisk givende at have dem boende hos mig i den periode, du får lov at følge dem og ikke mindst give dem en kærlig og tryg base. Alt sammen så de kan få den bedste start på livet som en livsvigtig hjælper for en blind eller svagsynet, fortæller Bente.
Hun fortæller også, at måden, hun blev opmærksom på muligheden for at blive fodervært, var igennem sin veninde, Birgitte. Birgitte er blind, og en dag snakkede de om førerhunde, foderværtsordningen, og at det måske kunne være noget for Bente. Og det må man sige, at det var:
– Min veninde satte mig i kontakt med ham, der stod for det, og han fortalte mig lidt om, hvad det hele indebar. Derefter gik det slag i slag, og knap fire måneder senere fik jeg min første hvalp: en lille sort labradorhvalp, Marco, siger hun og tilføjer:
– Da Marco så skulle videre til instruktøren, fik jeg en ny hvalp, og sådan fortsatte det i nogle år med en ny hvalp, efter jeg havde sagt farvel til den forgangne. På et tidspunkt tog jeg lige en pause for at sunde mig lidt, hvorefter jeg hurtigt fik en ny hvalp igen. De hunde betyder så meget for mig, at jeg ikke kan undvære dem.
Et hundelivs trygge og kærlige start
I dag har Bente netop fået en ny hvalp. Hendes ottende af slagsen, der er en dejlig schæfer ved navn Nika. Nika er landet i hjemmet i Hjallerup i starten af marts, og når en hund kommer hjem til sin foderfærtsfamilie, går Dansk Blindesamfunds timede og tilrettelagte førerhundeordning ellers i gang.
Som foderværtsfamilie får man som udgangspunkt en hundehvalp, når den er otte uger gammel, hvorefter man har hunden boende hos sig i et år til halvandet. Herefter flytter den ind hos en af Dansk Blindesamfunds førerhundeinstruktører, der sørger for, at hunden bliver færdiguddannet og godkendt som førerhund efter internationale standarder, som Dansk Blindesamfund er de eneste i Danmark, der er certificeret af.
– Som fodervært skal man nemlig kun sørge for basistræningen, som andre hundeejere også gør. For eksempel helt klassiske kommandoer som at gå pænt, sit, lystre på indkald, dæk samt at være renlig og socialisere sig, og så får man hjælp af instruktøren til at bruge de rette udtryk, fortæller Bente.
Bente fortæller ligeledes, at rollen som fodervært kræver tålmodighed og lysten til at være sammen med dyr. Men ellers er der ikke specifikke krav som sådan:
– Du skal tænke på, at du skal tage en hund til dig for en periode og hjælpe den til at blive den hund, du selv vil have, den skulle være, hvis du skulle beholde hele livet. Og så får vi masser af hjælp, træningstips og vejledning af Dansk Blindesamfunds instruktører, der virkelig hjælper dig med alt det, du nu engang måtte synes, der er svært, siger hun og slår følgende fast:
– Vi kan altid skrive eller ringe til dem, og så hjælper de os godt på vej. Det er helt fantastisk system, der virkelig virker, og som gør, at du som fodervært føler dig tryg og rolig i din rolle.
Læring, dialog og sparring
Selvom det ikke er foderværtens rolle at uddanne en førerhund, er der tæt dialog og sparring med instruktørerne såvel som de andre foderværter om alt det, man går igennem og træner med hundene:
– Det er helt vildt, så spændende det er hele tiden at lære nye ting om træningen og hundene. For der er ikke to hunde, der er ens. Selvom jeg nu har haft otte hunde i alt, har de alle været vidt forskellige – også forskellige racer. Jeg har haft alt fra kongepudler og golden retrievere til labradorer, siger Bente og fortsætter:
– Det er spændende, når man skal lære dem at kende og finde ud af, hvad der virker for den pågældende hund. Det har jeg lært virkelig meget af.
Derudover er der for foderværtsfamilierne i Nordjylland et rigtig godt og tæt fællesskab, hvor stærke venskaber er blevet knyttet på tværs af regionens byer og kommuner. Netop på baggrund af deres fælles store interesse og kærlighed: de skønne hundehvalpe.
– Jeg har mødt nogle af mine sødeste veninder igennem foderværtsnetværket. Lene, der bor I Vejgaard, er noget af det bedste, der er sket mig. Jeg ville ikke være hende foruden. Med hende og nogle af de andre mødes vi ofte og træner hundene sammen, tager på café og har en strikkeklub sammen – og når en af os så får en ny hvalp, skal vi altid lige hjem og se den kære lille én, smiler hun.
Foderværterne i Nordjylland mødes efter aftale med hinanden, men også når den tilknyttede førerhundeinstruktør inviterer dem til fællestræninger. Et netværk, der for Bente er ”guld værd”.
En forskel for veninden og andre blinde
For Bente er det klart. Hendes veninde har alle dage været hendes drivkraft ind i projektet som fodervært. At se, hvilken forskel hunden er med til at gøre for en blind eller svagsynet, opvejer det svære, der opstår, når man skal give hunden videre.
– Dansk Blindesamfund har et kursus- og konferencecenter i Fredericia, der hedder Fuglsangcentret, hvor jeg sommetider har været med min veninde på tur til. Her mødes mange synshandicappede, og mange har derfor også deres hunde med. Det siger jeg altid, at alle, der overvejer at blive eller allerede er foderværter, simpelthen bør opleve, fortæller Bente og uddyber:
– Når man ser, hvor dygtige de mange fantastiske hunde er, og hvilken forskel de gør i de mange synshandicappedes liv, føles det helt fantastisk og virkelig meningsfuldt. At tænke på, hvad vi er med til at gøre muligt, fordi vi giver hundene kærlighed, tryghed og en glad, omsorgsfuld start på livet, er ganske enkelt enestående.
Det har alle dage været en ”kæmpe oplevelse” for Bente at se, hvordan hundene i praksis faktisk gør en livsændrende forskel. Når man afleverer en hund til instruktøren, som senere bliver godkendt til at være førerhund, og som derefter kommer hjem til et menneske, hvis dagligdag kun kan fungere, fordi hunden er en del af den, er det det hele værd:
– Det betyder meget for mig, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg elsker mine hunde, og at gøre en forskel i kombination med noget af det, jeg holder allermest af, er simpelthen så skønt, siger Bente og afslutter med følelsen af stolthed:
– Noget af det, der føles allerbedst som fodervært, er derfor også den dag, du får at vide, at den har bestået førerhundetesten. Så ved du, at den lige om lidt kommer til at gøre en kæmpe forskel for blinde og svagsynede.
