Der bliver rig mulighed for at komme helt tæt på livet på landet, når Gjønderupgaard søndag den 20. september slår dørene op i forbindelse med Åbent Landbrug.
TOLLESTRUP: Interessen har været stor, og arrangementet er allerede fuldt booket. Omkring 150 gæster ventes at lægge vejen forbi gården, hvor de blandt andet skal på rundvisning og høre om den daglige produktion.
På Gjønderupgaard drives der landbrug med omkring 1.900 søer og smågrise. Smågrisene sælges, når de vejer omkring syv kilo, til en lokal landmand i Børglum.
På gården glæder man sig til at vise de mange besøgende, hvordan et moderne dansk landbrug fungerer.
– Vi glæder os enormt meget til at tage imod alle gæsterne og vise dem det danske landbrug, som vi er stolte af, lyder det fra Gjønderupgaard.
Mere end rundvisning
Besøget kommer ikke kun til at handle om grise og livet i staldene. Udenfor bliver der forskellige aktiviteter for både børn og voksne.
Her kan gæsterne blandt andet se nærmere på landbrugsmaskiner, mens børnene kan besøge et landbrugskreaværksted, køre på pedaltraktorer og opleve en korncontainer. Der bliver også bålhygge, og gårdens kæledyr bliver en del af dagen.
Åbent Landbrug giver dermed de omkring 150 gæster mulighed for både at få en hyggelig dag på landet og blive klogere på, hvordan hverdagen og produktionen foregår på Gjønderupgaard.
Red.




