
Dronninglund, Hjallerup, Klokkerholm og omegn
I år bliver julen endnu mere meningsfuld, takket være et unikt samarbejde mellem Blindes Jul og 24 Timer i Hjallerup. Fra den 23. oktober og frem til jul vil du kunne købe det traditionsrige Blindes Jul. Udover nogle faste sælgere vil 24 timer i Hjallerup sælge i udvalgte områder i Dronninglund, Hjallerup, Klokkerholm og omegn.
Støt et godt formål
Ved at købe et Blindes Jul, støtter du ikke kun blinde og svagsynede, men også et vigtigt lokalt initiativ. 80% af købsprisen, går ubeskåret til støtte for blinde og svagtseende i kreds Vendsyssel (Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner), mens de resterende 20%, som er et sælgerhonorar, går til 24 Timer i Hjallerup, som igen støtter Julemærkehjemmet i Hobro.
Et lokalt initiativ
Samarbejdet er initieret af Johnni Olesen fra 24 Timer i Hjallerup, der brænder for at gøre en forskel. ”Vi er glade for at kunne støtte både Blindes Jul og Julemærkehjemmet gennem dette projekt. Det er en fantastisk måde at skabe sammenhæng i vores lokalsamfund og sprede juleglæde på”, siger Johnni Olesen.
Sådan kan du hjælpe
Du kan være med til at gøre en forskel ved at købe et Blindes Jul. Vores sælgere vil være synlige i de kommende uger og vi håber, at du vil tage godt imod dem og støtte dette gode formål, lyder det fra Jørgen Torp.
Om Blindes Jul
Blindes Jul er en årlig indsamling, der har til formål at støtte blinde og svagsynede. Pengene går til en lang række aktiviteter, der forbedrer deres livskvalitet.
Om 24 Timer i Hjallerup
24 Timer i Hjallerup er en forening, der indsamler penge til Julemærkehjemmet i Hobro. Foreningen arrangerer forskellige arrangementer og aktiviteter for at støtte børn og unge, der har brug for et frirum.
Red.




