Traktorer med flag kørte i kortege for at fejre formandens bryllup

Traktor.jpg
12-08-2019

Da fire traktorer i lørdags kom kørende i kortege med blafrende flag på deres traktorer gennem byen, vakte det opmærksomhed i Hjallerups gader. Traktorerne svingede ind ad gaden på Gartnervænget, hvor også en bil fra Brønderslev Kommune var parkeret. I haven hos formanden for Hjallerup Mekaniske Museum var der bryllup, hvor byrådsmedlem Lise Vanggaard Pedersen viede ægteparret.
Fire traktorer kørt af Jan Svendsens kollegaer i Museets bestyrelse: Erik Skov Jensen, Frank Jensen, Christian Nielsen og Christian Svenningsen, som havde pyntet deres traktorer med flag, kom i kortege til bryllupsadressen. Her blev der tudet i hornene og ønsket tillykke til brudeparret. Kortegen vakte lidt opsigt i bybilledet, og flere mødte op på adressen på Gartnervænget for at ønske tillykke.
Jan Svendsen er formand for Hjallerup Mekaniske Museum og er for kort tid siden flyttet til Hjallerup i eget hus på Gartnervænget. Avisen ønsker tillykke og velkommen til Hjallerup.
Hjallerup Mekaniske Museum har 10-12 frivillige, der kommer hver tirsdag og lørdag for at arbejde med museets mange køretøjer og genstande. Nogle af Museets gamle markredskaber kommer i brug den 7. september, hvor de holder pløjedag på hjørnet af Vester Hassingvej og Dronninglundvejen. Her bliver der i anledningen opstillet telt, hvor man kan købe kaffe, kage, sodavand og øl. Det er ikke kun traktorer, der trækker mark-redskaberne, der kommer i brug. Man har også lånt heste fra Holtegaard.
”Vi holder ikke konkurrencepløjning, men vores mål er at vise de gamle markredskaber i brug med forskellige former for træk,” uddyber Erik Skov Jensen fra bestyrelsen.

 

Ultimate Web