En personlig fortælling om skolevægring, mistrivsel og vejen videre mod uddannelse er på programmet, når Jakob og hans vejleder Jonas Bak gæster Brønderslev Bibliotek mandag den 5. oktober.
BRØNDERSLEV: Jakob lever med autisme og mulig ADHD og har tidligere oplevet gentagne nederlag i skole og gymnasium. Det førte ifølge oplægget til perioder med blandt andet stress, depressive symptomer og lavt selvværd, hvor en uddannelse ikke længere virkede som en reel mulighed.
Med en individuelt tilrettelagt indsats begyndte udviklingen imidlertid at vende. Jakob fik blandt andet hjælp til at skabe mere ro, struktur og overskuelighed i hverdagen og til at håndtere skolemiljø, stress og mistrivsel.
I dag har han gennemført en HF og drømmer om at læse videre på jurastudiet. Sammen med sin vejleder Jonas Bak fortæller han om forløbet og om de redskaber og den støtte, der har gjort en forskel for ham.
Foredraget sætter samtidig fokus på neurodiversitet og på, hvordan en relationel, tålmodig og individuelt tilrettelagt indsats kan hjælpe unge, der har vanskeligt ved at finde fodfæste i uddannelsessystemet.
Arrangementet henvender sig blandt andet til forældre, undervisere og fagfolk samt andre med interesse for autisme, uddannelsesstøtte og unge i mistrivsel.
Red.


