Fredag den 2. oktober bliver Brønderslev fyldt med musik, kunst, teater, sport, litteratur og aktiviteter, når 26 kulturinstitutioner og kulturelle aktører går sammen om Brønderslev Kulturnat. Alle arrangementer er gratis.
BRØNDERSLEV: Der bliver noget at opleve for både børn og voksne, når Brønderslev Kulturnat løber af stablen fredag den 2. oktober.
Kulturnatten samler en lang række af byens kulturinstitutioner, foreninger og aktører, og publikum kan bevæge sig rundt mellem oplevelserne. Der bliver desuden indsat shuttlebus, så det bliver lettere at komme rundt i byen.
Den officielle åbning finder sted på Peder Nielsens Plads, hvor der blandt andet bliver underholdning med Henrik Solgård – Esben Pretzmanns populære figur.
Fra kirke og teater til bowling
Programmet spænder vidt. I Brønderslev Kirke kan gæsterne blandt andet opleve kirkerummet i mørke og koret Side by Side, mens Brønderslev Bibliotek byder indenfor til kultur og litteratur.
Kulturskolen bidrager med musik og andre kulturelle aktiviteter flere steder i byen, og på Brønderslev Gymnasium bliver der både rundvisning og en Stormester-konkurrence, hvor kreativitet, snilde og samarbejdsevner bliver sat på prøve.
Hos BAS er der standup med Niels Skovmand, underholdning med BAS-koret og en udstilling med maleren John Laursen.
Den Runde Pavillon byder blandt andet på squaredans, sportsdans, sang og koncerter med to medlemmer fra McGuiness.
For dem, der foretrækker mere fysisk aktivitet, åbner Brønderslev Hallen for gratis midnatsbowling, mens Brønderslev Svømmehal byder på saunagus.
Også Frimurerlogen deltager i kulturnatten. Her kan besøgende se Lux Vera og høre mere om logens arbejde.
Kunst, keramik og gys
På Vildmosemuseet bliver der rundvisninger, og sammen med Borger9700 og museets støtteforening bliver der lavet et scary house for børn med gys og spænding.
Flere lokale kunstnere åbner også dørene. Jes Vestergaard inviterer indenfor til åbent atelier og udstilling, mens Janne Jacobsen ligeledes åbner sit atelier for publikum.
Hos Mylund Keramik på Aalborgvej er der åbent hus, og her kommer Åsen Teater på besøg og bidrager med teater i anderledes omgivelser.
Kulturnatten er gratis at deltage i. Det er blandt andet blevet muligt med støtte fra overskuddet fra Royal Run, Kulturpuljen 2026 i Brønderslev Kommune og Spar Nord Fonden.
Red.


