HJALLERUP: Hjallerup Bibelcamping sluttede den første august efter en uges samvær for både børn, unge og ældre fra hele landet. Knap 1.900 var tilmeldt Bibelcampingen. Rigtig mange unge var tilmeldt og havde deres eget program med spændende seminarer, forkyndelse og fællesskab. Flere telte var stillet op, der var beregnet til denne aldersgruppe.
Et cafételt var også opstillet, så alle kunne få deres sult stillet. Endvidere et telt med udstilling og salg af kristne bøger og flotte souvenirs kunne opleves.
Musik manglede heller ikke. Der var et band, der leverede musikken til de forskellige arrangementer blandt andet til fællessangen og lovsangen til aftenmøderne.
Alle, der blev spurgt, roste tilrettelæggelsen og den gode undervisning, som de oplevede i Alpha-kursus hver formiddag og undervisningen gennem forskellige seminarer ugen igennem.
Mange menigheder fra forskellige dele af landet deltog. De havde deres egne mødetelte med, hvor de kunne mødes og arrangere noget sammen.
Om søndagen den 26. juli blev der holdt en stor gudstjeneste i det største telt, hvor der kunne være op mod et par tusinde mennesker. Flere af Hjallerups borgere deltog sammen med campisterne, så teltet var fyldt til randen. Sognepræst Andreas Bøge fra Ansgar Kirke i Aalborg forestod gudstjenesten.
Aftenmøderne ugen igennem omhandlede Bibelcampingens tema ”Mere end sten” – kirken er med end kirkebygninger. Der var forskellige talere til aftenmøderne. Hver eftermiddag var der et seminar. Her kan nævnes et spændende seminar onsdag eftermiddag, hvor tidligere generalsekretær i Ordet og Israel Ole Andersen fortalte om de bibelske profetier om Israel og profetierne om Jesu genkomst.
Daglig leder var i år Helene Høgild, som gav udtryk for, at alt var gået planmæssigt. Der var taget meget hensyn til Hjallerups borgere med hensyn til larm fra højtalere og musik.
”Vi har i år placeret ungdomsteltet langt fra beboelser, og vi har vendt vores store telt, så højtalere og musik generer mindst muligt. Vi har ikke fået nogen klager i år,” fortalte Helene Høgild og fortsatte:
”Vi har haft 210 frivillige gennem ugen, som har støttet os på mange måder. Det er vi meget taknemmelig for. Uden dem ingen Bibelcamping,” sluttede Helene Høgild.
For de mange børn har Bibelcampingen været et eldorado med mange at lege med, udnytte de mange opstillede hoppeborge, plads til boldspil og ikke mindst spændende underholdning hver formiddag. Også fodboldturneringer var populære. Ingen behøvede at kede sig.
Det var i år den 14. Bibelcamping i Hjallerup, og mange glæder sig allerede til næste år.
Tekst og fotos: ES



