
Der var god stemning, farver og smil, da Mødrehjælpen Brønderslev lokalforening og butik i sidste uge slog dørene op til sin nye butik på Algade 28 i Brønderslev. Mange lagde vejen forbi for at være med til at markere åbningen, som blev både hyggelig og festlig.
BRØNDERSLEV: Lokalforeningen retter en stor tak til alle fremmødte, der var med til at gøre dagen til noget særligt. En særlig tak går også til Hobrogarden for musikalsk indslag samt til Brønderslev Bibliotek, der bidrog med flotte ballonfigurer til glæde for de mindste.
Med åbningen er butikken nu igen fuldt i gang, og det er muligt at aflevere donationer i butikkens åbningstid. Lokalforeningen ser frem til at byde både kunder og donorer velkommen i de nye rammer og fortsætte arbejdet med at støtte familier og børn i lokalområdet.




