80 års fødselsdag

Et lille julebarn blev født for 80 år siden. Den 24. december 2025 kunne Vivi Hove Jensen fejre sin 80-års fødselsdag.
Vivi har boet i Gandrup i knap 40 år, hvor hun i mange år arbejdede som skolesekretær på Gandrup Skole. Hun var kendt af alle elever og en meget skattet blæksprutte på skolen, hvor hun med overblik, venlighed og engagement satte sit tydelige præg på hverdagen.
Efter næsten 40 år i Gandrup flyttede Vivi og ægtefællen Johannes Hove Jensen til Hjallerup for at komme tættere på datter, svigersøn og børnebørn. I Hjallerup har Vivi kastet sig over et omfattende frivilligt arbejde. Hun har i mange år været frivillig i Hjallerup Musikforening, hvor hun sammen med gemalen ofte er de første, man møder i indgangen. Derudover er hun frivillig i Hjallerup Kino, Hjallerup Marked samt Dronninglund Kunstmuseum. Vivi har ligeledes i en periode været kasserer i Ældresagen.
Vivi og Johannes lægger også mange timer i Hjallerup Kirke. Her synger de begge i koret Mosaik, der består af frivillige der er med til at afvikle gudstjenester ligesom de er med til at planlægge og organisere studiekredse i tilknytning til kirken.
Vivi og Johannes er et stort aktiv for byen – og i høj grad også for den store vennekreds, som de værner om og holder tæt kontakt til.
Vivi er et udpræget familiemenneske, som nyder at samle den nu store familie, der består af børnene Martin og Charlotte, deres ægtefæller, seks børnebørn og tre oldebørn. Helbredet er i top, energien ligeså, og der er gang i alle døgnets timer.
Til sommer kan Vivi og Johannes fejre diamantbryllup, og det skal naturligvis – helt i Vivis ånd – markeres med en stor fest for alle de mennesker, der har en særlig plads i hendes hjerte.
Den runde fødselsdag blev fejret juleaften – som de seneste 60 fødselsdage – med morgenmad for den nærmeste familie.

