Ungdomsbøger er også for voksne: Når vi læser, øver vi os i livets store følelser
Hvordan kan vi skabe rammer, der kan gøre unge mere glade? Det er nogle af de spørgsmål, bibliotekerne stiller, når de sammen med DR sætter fokus på unges trivsel og det gode ungdomsliv i september og oktober. Hvordan kan alle vi voksne være med til at skabe gode rammer for ungdomslivet, og støtte op om gode fællesskaber, som unge kan vokse i? Leder af Brønderslev Forfatterskole Louise Eltved Krogsgård sætter fokus på unges læsefællesskaber og giver inspiration til gode læseoplevelser for unge og deres voksne.
På Brønderslev Bibliotek er unge en vigtig målgruppe, som prioriteres højt. Dette efterår er der gang i to bogklubber for unge, og Brønderslev Forfatterskole har valgfag i at læse og skrive på Brønderslev Bibliotek. For de deltagende unge betyder det meget, at der er voksne, som vil være med til at skabe gode rammer og fællesskaber omkring litteraturen. Undersøgelser viser nemlig, at unge er alene med deres læseoplevelser og mangler voksne at dele dem med. På både Brønderslev Bibliotek og Brønderslev Forfatterskole, er det derfor fællesskaberne omkring unges læsning, som er i centrum.
Louise Eltved Krogsgård fortæller: ”Vi lever i en verden, der kan være svær at forholde sig til. I bøgerne findes alle slags historier, og det er en god øvebane for de store følelser, som følger med livet. Når vi deler de oplevelser i læsefællesskaber, får vi fornemmelsen af, at vi ikke er alene. På biblioteket skal skabes rum for, at vi kan dele med hinanden og få bøgerne til at vokse ud over siderne.”
Anna Poechota fra 9. klasse på Søndergade Skole i Brønderslev er en af deltagerne i Brønderslev Forfatterskoles valgfagshold. ”Det er hyggeligt at snakke om og finde de konflikter, der er i historierne,” fortæller hun. ”Jeg har lært at tale med andre og snakke om det, vi alle har til fælles. Jeg synes, at det er virkelig godt at være med, og jeg glæder mig til næste gang.”
Sociale medier inspirerer
Unge finder ofte inspiration til bøger på sociale medier, og på TikTok eller Instagram findes der mange læsefællesskaber, som promoverer bøger og skaber online læsefællesskaber. Her deles boganbefalinger, og det smitter også af på de bøger, som lånes ud på Brønderslev Bibliotek. Blandt andet er Colleen Hoover en af de forfattere, som er blevet delt rigtig mange gange på sociale medier med bogen Heart Bones.
I bogen møder vi Beyah, som har mistet sin mor og må rejse til Texas for at bo ved sin far, som hun ikke har meget kontakt med. Her begynder et helt nyt liv for Beyah, som har levet et hårdt og fattigt liv med meget ansvar, og nu starter der et nyt ungdomsliv med fester på stranden og forelskelse i nabodrengen Samson. Men som i alle gode kærlighedshistorier er meget skjult og skal overkommes inden slutningen. Colleen Hover har mange bøger på hylderne, og de kan fint læses af flere af familiens medlemmer og skabe læsefællesskaber i fx efterårsferien.
At møde en som mig
Bøgerne kan åbne vinduer ind til andre verdener og give os både et spejl og et vindue til de udfordringer, livet kan byde på. Både de ting, som er svære og synes uoverkommelige, eller som er en del af rejsen fra barn til voksen.
Forfatterne Sarah Engell og Sanne Munk Jensen har skrevet to bøger om veninderne Polly og Kat: Tag gaden tilbage og Giv mig tiden igen. Seksualitet, mobning på sociale medier, kønsroller, fremtidsdrømme samt relationer til kærester, venner og familier er bare nogle af de emner, bøgerne kommer omkring. Bøgerne foregår i Hirtshals og er en fin beskrivelse af, hvad det vil sige at være ung uden for de store byer. Sanne Munk Jensen, som bl.a. er underviser på Brønderslev Forfatterskole og har vundet Ordkraftprisen, fremhæver i sine beskrivelser i bogen, at det er vigtigt, at der findes bøger om alle – også om livet i små byer, og hvordan et ungdomsliv ser ud her. Sanne Munk Jensen er selv fra Skagen, og bøgerne er fyldt med nordjysk humor og genkendelige steder.
LGBTQ+ regnbuelæsning
En anden voksende genretrend er bøger om køn, seksualitet og kønsroller. Det er en debat, som er vokset med bl.a. MeToo-bevægelsen og pridebevægelsens fokus på retten til at være den, du er. Film og serier om dette emne er for mange unge interessant – også uden at de nødvendigvis kan spejle sig selv i emnerne. I stedet kan det afspejle et ønske om, at vi kan have en mangfoldig og rummelig verden, hvor alle har retten til at være sig selv og blive behandlet retfærdigt.
Heartstopper-bøgerne behandler disse emner, og de har i den grad taget de unge læsere med storm. De er udformet som tegneserier og handler om Nick og Charlie og deres ungdomskærlighed. Forfatteren Alice Oseman udgav oprindeligt fortællingen digitalt, og med økonomisk støtte fra sine fans lykkedes det hende på bare to timer at samle penge nok ind til den første fysiske udgave, der udkom i 2018. Nu er bøgerne udgivet i hele verden og kan også ses som serie på Netflix.
Find bøgerne på biblioteket
På Brønderslev Bibliotek er der i forbindelse med temasamarbejdet med DR lavet udstillinger med bøger for og om unge og deres trivsel. Alle bøgerne kan med fordel læses både af unge og deres voksne – og så kan læsefællesskaberne måske også vokse i hjemmet eller på tværs af generationer. F.eks. anbefaler Anna fra Brønderslev Forfatterskoles valgfagshold Anna Todds populære ungdomsbøger i After-serien, som også er filmatiseret. God læselyst.