Røde Kors butikken i Hjallerup holder flyttedag
Efter mange år i bymidten på to forskellige adresser har Røde Kors besluttet at flytte op på bakken i Hjallerup i – ”Bakkens Erhvervspark”. Det er de lokaler, der gennem en årrække dannede rammen om Hjallerup Maskinforretning.
Baggrunden er de efterhånden umulige adgangsforhold vi oplevede i midtbyen, hvor parkeringsforholdene efterhånden bliver reduceret til næsten ingenting. Det er vi selvfølgelig meget kede af, da den gamle butik som sådan har en rigtig god beliggenhed og størrelse. Det har desværre ikke været muligt at finde en brugbar løsning så de ca. 90% af alle vores kunder der kommer kørende i bil, kan parkere i nærheden. Det har påvirket vores salg markant, lyder det fra formand Hans Jørgen Dalum.
Den nye butik får indkørsel direkte fra hovedvejen og med masser af parkeringsmuligheder. Det bliver altså let at komme til og fra. Kører man i elbil, vil der i samarbejde med OK blive mulighed for en hurtig opladning mens der handles.
Butikken med tilhørende sortering, varemodtagelse, lager og velfærd har et samlet areal på 1.600 kvm og med en butik på mere end 1.000 kvm bliver en af landets største i Røde Kors.
I sorteringen etableres værksteder for reparation af elektronik og møbler – det sidste er en ny aktivitet for os.
Ved indkørslen opsættes en skurvogn, der altid er åben. Her kan man kan aflevere alle former for donationer med undtagelse af møbler, der aftales nærmere.
Vi ønsker at gøre det let for alle og ikke mindst passe godt på de fantastiske donationer. Lokalerne fremstår fuldstændig nyrenoverede og der er i den grad også tænkt på særdeles gode forhold for alle vores frivillige. Vi glæder os til at tage de fantastiske nye lokaler i brug ved åbningsfesten den 27. september, slutter formanden.
Red.