Popluær genbrugsbutik er genåbnet
Tirsdag den 6. februar blev den grønne løber rullet ud, da Købmandsgårdens Genbrug åbnede dørene til deres helt nyistandsatte butik på Nørregade 7 i Dronninglund.
Efter måneders ihærdigt arbejde fra både frivillige og håndværkere, er genbrugsbutikken i Dronninglund nu forvandlet til en moderne og attraktiv destination for genbrugsshoppere anno 2024.
Fra december måned har butikkens dedikerede hold af frivillige og håndværkere knoklet for at gennemføre en omfattende totalrenovering. Resultatet er en ny og flot butik, med nyt inventar blandet med lidt genbrugt for at bibeholde genbrugstanken også i indretningen. Varerne har fået nye pladser og bliver præsenteret på mere indbydende måder.
Den grønne løber var rullet ud
Butikken afholdt reception en time inden dørene blev officielt åbnet, hvor både nye og gamle frivillige fik set den nye flotte butik. Genåbningen blev fejret til den store guldmedalje med musik og bobler og den grønne løber blev rullet ud for at byde velkommen til alle de fremmødte. Talere inkluderede bl.a. butiksleder Bente Rasmussen, sognepræst Rune Thomassen og Bitten Schjødt Kjær, forstander på Dronninglund Efterskole.
Bente Rasmussen rettede en særlig tak til de frivillige, som har været afgørende for butikkens genåbning: ”Det vigtigste er jer frivillige, for uden jer ville der ikke være nogen butik. I har været en kæmpe hjælp i denne proces. Vi har skabt en butik og et rum, der er rart at være i – både for os frivillige og for vores kunder, og det håber vi virkelig, at de kan mærke.”
Butikkens ledergruppe besluttede, at åbningsdagen skulle falde sammen med vintergækkenes fremkomst. Denne blomst symboliserer håbet og forventningen til det kommende forår. Butiksleder Bente Rasmussen delte denne tanke: ”Vores butik handler netop om at bringe håb til mennesker rundt omkring i verden, som ikke lever med samme privilegier som vi gør.” Smukke vintergækker blev derfor også en del af dekorationen på det festlige bord, der prydede butikken under åbningsfejringen.
Kø langt nede af gaden
”Vi åbner først kl. 14”. Sådan lød det adskillige gange tirsdag eftermiddag fra personalet.
Interessen for genåbningen var stor, og allerede inden åbningstidspunktet kl. 14.00 stod der en lang kø af glade kunder ned ad Nørregade, ivrige efter at træde ind i den nyrenoverede butik. Bente Rasmussen, som har været en del af butikken fra starten, klippede den røde silkesnor og bød de mange spændte kunder velkommen.
De mange besøgende blev mødt af et imponerende udvalg af nye varer og hjemmebag fra de friske frivillige. Bentes barnebarn, som selv elsker genbrug, var også en del af det hjælpsomme team bag disken. Der røg mange fine nye varer over salgsdisken, og over 100 besøgende var da også forbi indenfor den første åbningstime.
Over 100 besøgende lagde vejen forbi indenfor den første åbningstime, hvilket overvældede butiksleder Bente Rasmussen: ”Jeg er helt overvældet. Vi havde ikke turde håbe på, at der kom så mange, men det er skønt, at vi kan trække folk til sådan en eftermiddag.”
Købmandsgårdens Genbrug i Dronninglund er nu klar til at byde både gamle og nye kunder velkommen.
Plads til flere på holdet
I butikken forventer de at få endnu flere kunder i butikken efter genåbningen. Derfor står de også klar til at byde nye frivillige kollegaer velkommen på holdet. Genbrugsbutikken tilbyder forskellige opgaver, der matcher alles talenter og interesser, såsom sortering, vurdering, prissætning, handy-opgaver, klargøring af varer, dekoration, markedsføring og mere. ”At være frivillig i en genbrugsbutik handler ikke kun om at ekspedere kunder – der er noget for enhver smag. Alle talenter er velkomne – store som små. Man skal endelig komme forbi og høre mere, hvis man er nysgerrig” siger butikkens udviklingskonsulent Tom Sand Egeskov.
CA