Oplev et program med musik, foredrag og fællessang
Hvis du elsker musikoplevelser, folkeoplysning og fællessang, så tilbyder Hellevad og Ørum Kirker et attraktivt kulturprogram allerede fra august måned.
KLOKKERHOLM/ØRUM: Allerede nu kan man orientere sig i kulturprogrammet fra Hellevad og Ørum Kirker via deres hjemmeside, og der er planlagt mange spændende arrangementer, som er værd at deltage i.
– Vi har tilrettelagt et alsidigt kulturprogram for andet halvår i begge sogne, hvor man kan opleve en række fine kirkekoncerter, spændende foredragsaftner og synge med, når vi spiller op til fællessang, fortæller organist Lasse Christensen. Han er også formand for aktivitetsudvalget under menighedsrådet og står for planlægning og tilrettelæggelse af arrangementerne.
Han oplyser desuden, at der i det første halvår af 2024 samlet set har været knap et 1000 deltagere til koncerter, sogneaftner og fællessangsarrangementer, fordelt på 15 begivenheder.
Det sker frem til nytåret
I august afholdes tre sommerkoncerter: En sommermatiné med to naboorganister, en udendørs cafékoncert i forbindelse med ’Open by Night’ i Klokkerholm og et gensyn med Lars Jakobsen Trio, der gav en forrygende koncert sidste efterår. I efterårsmånederne afholdes sogneaftner og med følgende temaer: danskhed syd for grænsen ved tidligere provst i Sydslesvig, Viggo Jacobsen; Aalborg Klosters 600-års historie ved klosterforstander Flemming Møller Mortensen; og folkesygdommen stress og livet i almindelighed ved foredragsholder Hans Bilde Jacobsen.
Kirkekoret medvirker dels til en fællessangskoncert, høst- og stillegudstjenester og julekoncerten i december, og organist Lasse Christensen spiller to gange aftenmusik i skumringen med temaerne ’Små klassiske perler’ og ’Blomstre som en rosengård’. Disse koncerter varer blot 30 minutter og er blandt andet en anledning til at besøge kirken efter fyraften og nyde lidt fredfyldt musik.
Der afholdes kirkekoncerter med dels koret ’A Peace of Cake’, der er et rytmisk voksenkor fra Vesthimmerland, og dels duoen Jeanet & Rune – to store stemmer der synger musik fra musicals, operetter og film. De ledsages af Lene Rom Frederiksen på klaver.
Til december er der traditionen tro spejdergudstjeneste i Hellevad Kirke, som afrunder julemarkedet i hallen, og adventsgudstjeneste med juletræsfest for hele familien i Ørum. Her dukker muligvis også en meget travl mand op, der er iklædt en rød frakke og hue.
Menighedsrådsvalg
Midt i september skal der tilmed afholdes valgforsamling i begge sogne, da der skal vælges et nyt menighedsråd for en toårig periode. Der skal vælges fem medlemmer fra Hellevad Sogn og fire medlemmer fra Ørum Sogn, samt to suppleanter fra begge sogne. Den nye valgperiode træder i kraft første søndag i advent.
– Vi glæder os meget til at byde velkommen til et begivenhedsrigt efterår i sognene, afslutter Lasse Christensen.
Red.