Søren Uhrenholt er konsulent i Mariagerfjord, Brønderslev samt dele af Frederikshavn Kommune, hvor han bruger sin personlige historie med sit eget synshandicap til at hjælpe andre med at navigere mellem sorg og håb, når synet svigter. En tilgang, der gør det muligt for ham at møde det enkelte menneske lige præcis dér, hvor personen er.

37-årige Søren Uhrenholt bor i Aalborg med sin hustru og deres to børn på 10 og 5 år, men har sin daglige gang hos medlemmer af Dansk Blindesamfund i Mariagerfjord, Brønderslev samt dele af Frederikshavn. Søren fik som 17-årig konstateret øjensygdommen retinitis pigmentosa, og de seneste 10 år har han været helt blind. At få konstateret en øjensygdom i så ung en alder var svært. Faktisk rigtig svært:

– Jeg havde trods alt min barndom som seende, men føler, jeg blev snydt for min ungdom. Mine venner gik i byen og levede det vilde ungdomsliv, og når de kom i skole om mandagen, kunne de fortælle om alt det, jeg ikke havde mulighed for at opleve på grund af mit dårlige syn, siger han og fortsætter:

– Blandt andet følger natteblindhed med min sygdom, og samtidig gik det rigtig stærkt med mit synstab fra jeg var 17, til jeg var 22 år. Derfor havde jeg nok kun omkring 10 procent syn tilbage, da jeg var færdig på HHX. Det gjorde mig voksen for hurtig, da jeg mangler den del af mit liv, hvor jeg kunne være ung sammen med mine kammerater.

Når Søren i dag kigger tilbage, ser han sig selv stå lige foran sine ungdomsår, men uden mulighed for at gribe og udleve dem. Det fik ham til at tænke, at han selv kunne have brugt en konsulent, der greb ham og skubbede ham i retningen mod et liv med muligheder – på trods af at have et synshandicap:

– Jeg kunne selv have haft behov for at møde en anden blind, der kunne fremlægge mine livsmuligheder for mig. For eksempel at introducere mig for Dansk Blindesamfund Ungdom, hvor der er nogle mere konkrete rammer, som gør det muligt at være ung med et synshandicap.

Og dét er netop grunden til, at Søren i dag har været konsulent i knap fire år. Han vil være der for andre med hjælp og vejledning til livet som blind, som han selv havde brug for, da han var ung.

Tid og tillid er altafgørende
Som konsulent er der mange forskellige og praktiske ting, de kan hjælpe medlemmerne med. Hvilke hjælpemidler skal personen evt. have, hvilke ordninger kan søges hos kommunen og generelt praktiske tips og tricks til hverdagen som synshandicappet.

At blive grebet i de praktiske hverdagsudfordringer er en stor hjælp for medlemmerne, der nu skal til at finde ud af, hvordan de igen laver en kop kaffe, redder sengen og alt muligt andet, der ellers var naturligt og helt uden problemer før. Men ifølge Søren er det kun én side af sit arbejde:

– På den ene side er de her lavpraktiske ting, vi hjælper med, og på den anden side bunder arbejdet i det store relationsarbejde, der ligger i ethvert møde med ethvert medlem. Ikke to møder med dem er ens, for ikke to medlemmer er ens, siger han og uddyber:

– Vi skal mærke medlemmerne og møde dem lige præcis dér, hvor de er. Vi skal møde dem i deres personlige sygdomsproces, spørge ind og prøve at forstå dem. Ud fra det kan vi så vejlede dem bedst muligt, men det gælder om at skabe den altafgørende tillid til hvert enkelt menneske.

Måden, tilliden bygges op på, er ved at se mennesket, som det er, forklarer Søren. I mødet snakker de derfor om alt mellem himmel og jord: vejret, hvad de har lavet i deres liv, familien og meget mere. Det skal altid være det, der falder dem mest naturligt at snakke om – og med tiden opbygges tilliden så til at gå ind i de mere sårbare emner:

– Men det kan godt tage lang tid, før medlemmerne lige så stille begynder at åbne op. Nogle gange skal der flere besøg til, før det lykkes. Det kommer helt an på, hvor i processen medlemmet er, og hvor svært personen har det med sin situation.

Balance mellem håb og sorg

Netop hvor i processen, personen er, er et vigtigt pejlemærke i Sørens møde med medlemmerne. Han ved, hvilke udfordringer og tanker de har, fordi han selv har været lige dér, hvor de er. Derfor ved han også, at man som synshandicappet hele tiden bevæger sig på to spor. Sorgens og håbets spor.

Nøglen til at navigere imellem de to ligger i hans optik i, at man er bevidst om, hvornår man befinder sig på hvilket spor. Men også, at det er okay ikke altid at kunne eller have lyst til at se lyset for enden af tunnelen. Nogle gange er det okay ’bare’ at være i mørket, forklarer han:

– Oplevelsen af at miste sin identitet sammen med sit syn, sætter dig tilbage med en stor portion sorg, der dukker op hos dig løbende igennem hele livet. Det skaber en form for krise, jeg kender fra mig selv, og det er en personlig kriseperiode, man går igennem som synshandicappet. Faktisk skal man igennem den, selvom det er virkelig svært og virkelig hårdt, forklarer han.

Heldigvis kommer der med sorg altid håb, siger Søren. Derfor er det i mødet med medlemmet vigtigt for ham at mærke, hvilket spor de er på den pågældende dag. Er det sorgens spor? Eller er de et mere håbefuldt sted? På den måde kan han møde dem på deres spor og lade dialogen styres heraf.

– I vores job kunne man i princippet møde op hos et medlem, fortælle dem om deres muligheder, gennemgå hjælpemidler og så gå igen. Men sådan hænger det ikke sammen. Som konsulent er hvert menneske en stor opgave, og det kræver, at vi ser mennesket i dets helhed, siger han. 

Han fremhæver i den forbindelse et medlem, der i dag er et ”helt nyt sted i sit liv”. Netop fordi, personen har fået præsenteret de rigtige råd og den rette hjælp på det rette tidspunkt, har det gjort personen optimistisk på livet. Han har lært at mestre mange forskellige ting og har fundet løsninger på mange af sine udfordringer med sit synshandicap – alt sammen noget, Søren har hjulpet ham med:

– At mærke, hvordan vi rykker noget hos den enkelte, føles helt fantastisk. Der er intet, der beskriver den følelse. Og det er dét, jeg vil i mit liv: Hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker.