Ny bog fortæller historien om Dorf Møllegård

0

Dansk Center for Møllehistorie udgiver sin første bog torsdag den 15. oktober. Udgivelsen markeres på Dorf Møllegård med oplæg og lidt godt til ganen.

DORF: Møllernes betydning for både industrien og livet i lokalsamfundene er omdrejningspunktet i en ny bog, der tager udgangspunkt i Dorf Møllegård.

Torsdag den 15. oktober udkommer ”Dorf Møllegård – om møller, møllere og dansk kulturarv”. Samme dag bliver bogen lanceret i møllegårdens foredragssal i forbindelse med Dansk Møllefestival. Her bydes på et traktement og et par oplæg med tilknytning til bogens indhold.

Bogen er den første udgivelse fra Dansk Center for Møllehistorie. I ti kapitler behandler den møllernes bygnings- og udviklingshistorie, arbejdet med at bevare dem og deres betydning for samfundet.

Vandmølle og vindmølle bevaret
Dorf Møllegård er et af landets få bevarede dobbeltanlæg, hvor både vandmøllen og vindmøllen står intakte. Med møllegården som udgangspunkt følger bogen historien fra middelalderens klostertid til i dag, hvor stedet huser et statsanerkendt frilandsmuseum.

Undervejs møder læseren de mennesker, der har arbejdet i og omkring møllerne. Det gælder både de tidlige fæstemøllere og de fire generationer af selvejere, som satte deres præg på gården og moderniserede den.

Møllernes rolle i samfundet
I mere end tusind år har møller været en del af Danmarks historie. De udnyttede vandets og vindens kræfter og bidrog til den tidlige industri. Samtidig fungerede de som mødesteder i lokalsamfundene.

Ifølge udgiverne bliver møllernes samfundsmæssige betydning ofte overset i historieskrivningen. Med den nye bog ønsker de at sætte fokus på denne kulturarv og på, hvordan møllernes udvikling var med til at forme det moderne Danmark.

Bogens fem forfattere er tilknyttet Museum for Forsyning og Bæredygtighed, Dansk Center for Møllehistorie eller Dansk Mølleinstitut.

Red.

Mylund Kirke fylder 100 år

0

Kommunens yngste kirke er slet ikke så ung endda. I 100 år har kirken på Åsen stået midt mellem Kirkholt og Mylund, og det var en lang og sej proces at få den bygget. Ønsket om en kirke i området opstod før år 1900, men der skulle gå mere end et kvart århundrede, før den nybyggede kirke var klar til brug. Jubilæet fejres den 14. november med festgudstjeneste, taler, koncert med Nordjysk Pigekor og festmiddag. 

MYLUND: Fra starten var der uenighed om præcis hvor sådan en ny kirke skulle ligge. En fløj af de engagerede gårdmænd ville have den til at ligge i Kirkholt. En anden fløj ønskede placering på Vester Mylunds mark, hvor vejen mod Tårs krydser vejen mod Østervrå. Efter mange års tovtrækkeri blev kompromisset at lægge den midt­imellem. Og i en tid, hvor transport foregik med hestevogn eller til fods, var det ikke uvæsentligt, hvor langt man havde til kirke. Det var da også begrundelsen for i det hele taget at have brug for en ny kirke.

En driftig arbejdsgruppe bestående af gårdmænd fra egnen og medlemmer af menighedsrådet fik i 1910 endelig tilladelse til at opføre Mylund Kirke. Finansieringen tog dog noget længere tid at få på plads. Byggeriet blev bekostet dels ved midler fra kirkeministeriet og dels af lokal indsamling. Prisen var omkring 85.000 kr., og arkitekt Ejnar Packness fik opgaven med at bygge kirken. Selve byggeriet kunne endelig gå i gang i efteråret 2024, og to år senere var den så klar til indvielse. De selvstændige Mylund-borgere var dog ikke helt enige i arkitektens tegninger. Han havde angivet, at kirken skulle kalkes rød, og de lokale ville have den hvid. Derfor stod den med de rå sten i næsten tyve år, indtil man på egnen mente, at arkitektens opmærksomhed måtte være langt nok væk, og så fik man kirken kalket hvid, som den er i dag. 

Gennem årene har Mylund Kirke været ramme om barnedåb, bryllupper og begravelser for sognets folk. Præsten i Jerslev har gennem alle årene holdt gudstjenester i Mylund Kirke, og så har der desuden været en lang række koncerter og kunstoplevelser i kirken. Således også til jubilæumsfejringen, hvor Nordjysk Pigekor udnytter den meget velegnede akustik. 

Når programmet i kirken den 14. november er slut, er der festmiddag i Hellum Multihus. Her er en mindre deltagerbetaling, og det er nødvendigt med tilmelding på jerslevkirke.dk. 

Tidens gang og livets store spørgsmål

0

Hellevad Kirke danner ramme om en koncert med musik af blandt andre Anne Linnet, Lars Lilholt og Shu-bi-dua, hvor tidens gang og livets store spørgsmål er i centrum.

KLOKKERHOLM: ”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø…”. Sådan lyder det fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Netop tiden er omdrejningspunktet for en koncert med Hellevad-Ørum Kirkekor og vokalgruppen Prima Vista i Hellevad Kirke i Klokkerholm, for tiden er både noget, der har været, noget, der er her lige nu, og noget, der kommer.

– På programmet er der særligt meget nyere kormusik og arrangementer, og sangene har det til fælles, at de siger noget forskelligt om det med tiden, fortæller organist Lasse Christensen, der leder begge kor samt akkompagnerer på klaveret.

Han nævner, at man blandt andet kan høre ”Åben hjerte” af Sys Bjerre og Christian Connie, ”Levende hænder” og ”Time og dag og uge” af Anne Linnet, ”For at tænde lys” af Lars Lilholt og ”Stjernefart” af Shu-bi-dua.

Fællessang om livet og det, der venter
Publikum får mulighed for at synge med ved aftenens tre fællessange. Her synges Lars Lilholts ”Hvor går vi hen, når vi går” og Kim Larsen og brødrene Lund Madsens ”Stille i verden” – begge sange kredser om spørgsmålet: Hvad sker der, når livet er slut? Derudover synges Anne Hillgaard Pedersen og Marianne Søgaards ”En sang om tiden og evigheden”, der sætter tiden i et tusindårigt perspektiv og beskriver alt det forgængelige i livet her på jorden.

Mellem korsatserne og fællessangene spiller organist Lasse Christensen et par lyttevenlige stykker på kirkens orgel.

Tyve sangere fylder kirken med toner
– Korene er begge trestemmige damekor og består i alt af tyve velsyngende sangere, der medvirker ved en række koncerter, sangaftner og musikgudstjenester i løbet af året i Hellevad og Ørum Kirker, fortæller Lasse Christensen og tilføjer, at han søger nye sangere i alle stemmegrupper til kirkekoret. En sund sangstemme og nogenlunde kendskab til noder og partitur er dog en forudsætning.

Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 22. oktober 2026 i Hellevad Kirke.

Red.

Knæk Cancer-fest skal samle penge ind i Dronninglund

0

­

DRONNINGLUND: Vin­smagning, middag, auktion og levende musik er blandt ingredienserne, når Dronninglund Handel fredag den 23. oktober inviterer til en stor Knæk Cancer-fest i Dronninglund Hallens cafeteria.

Formålet med aftenen er at samle så mange penge som muligt ind til Knæk Cancer, og hele overskuddet fra arrangementet går direkte til den lokale indsamling Dronninglund Knæk Cancer 2026.

Aftenen indledes med vinsmagning, som Vinhuset Dronninglund står for, inden der serveres en særlig Knæk Cancer-menu fra SuperBrugsens slagterafdeling i Dronninglund.

Senere bliver der auktion over en række ting, som lokale virksomheder og butikker har doneret til formålet. Dermed får deltagerne mulighed for både at gøre en god handel og samtidig bidrage yderligere til indsamlingen.

Der bliver også musik og dans, når det lokale band pOpråb sørger for den musikalske underholdning.

Dronninglund Handel står bag arrangementet og håber, at mange vil bakke op om aftenen og dermed være med til at sikre et stort bidrag til Knæk Cancer.

Red.

Skoleelever mødte Stine Rex og Johnni Olsen

0

BRØNDERSLEV: Mere end 200 elever fra kommunens mellemtrin var samlet på Brønderslev Bibliotek, da biblioteket satte fokus på ordblindhed gennem en dag med både inspiration, personlige fortællinger og nye perspektiver.

Dagens første gæst var ultraløber Stine Rex, som delte sin personlige historie om at vokse op med ordblindhed. Med afsæt i egne erfaringer fortalte hun eleverne om de udfordringer, hun mødte i skoletiden, og om hvordan hun har fundet sine egne styrker og nået mål, som mange ville have troet var uden for rækkevidde.

”Stine Rex er et fantastisk eksempel på, at ordblindhed ikke behøver at sætte grænser for, hvad man kan opnå. Hun formår at møde børnene i øjenhøjde og samtidig vise dem, at man sagtens kan lykkes med det, man drømmer om,” siger børnebibliotekar Jette Thorndal Madsen.

Arrangementet gav eleverne mulighed for at spejle sig i en rollemodel, der åbent fortalte om både udfordringer og sejre, og som viste, at ordblindhed ikke behøver at stå i vejen for fremtidsdrømme.

Senere på dagen fortsatte biblioteket med arrangementet ”Ordblind – Uddannelse og karriere – der er flere muligheder, end du tror!”, hvor fokus var rettet mod livet efter skoletiden og de mange muligheder, der findes for mennesker med ordblindhed.

Her holdt byrådsmedlem Johnni Olsen et personligt foredrag om sit liv med ordblindhed. Med udgangspunkt i egne erfaringer fortalte han om sin vej gennem uddannelse, arbejdsliv og politik, og om hvordan ordblindhed har været en del af livet uden at stå i vejen for engagement og deltagelse i samfundet.

”Vi ville gerne skabe en dag, der både gav børnene stærke rollemodeller og viste unge og voksne, at der er mange veje gennem uddannelse og arbejdsliv. Det vigtigste budskab er, at ordblindhed ikke skal definere, hvilke muligheder man har,” siger Jette Thorndal Madsen.

Med de to arrangementer satte Brønderslev Bibliotek fokus på både udfordringerne og mulighederne ved at være ordblind. Målet var at skabe større forståelse, nedbryde fordomme og give deltagerne tro på egne evner og muligheder.

Fra ufaglært afløser til faglært på 17 uger

0

Da Mette Vanderskrog Christensen tog et job som afløser på Plejehjemmet Elmehøj i Øster Brønderslev, vidste hun ikke, at det skulle blive begyndelsen på en karriere i plejesektoren. Efter nogle år som ufaglært kunne hun tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper på bare 17 uger – med løn som voksenlærling. I dag er hun i gang med næste uddannelse.

ØSTER BRØNDERSLEV: Da Mette Vanderskrog Christensen blev student fra HTX i 2019, vidste hun ikke præcis, hvad hun ville. Efter et par sabbatår begyndte hun i 2021 som ufaglært afløser på Plejehjemmet Elmehøj.

Det skulle vise sig at blive mere end endnu et sabbatårsjob. Mette blev hurtigt glad for arbejdet med de ældre, relationerne og følelsen af at gøre en konkret forskel for andre.

Efter cirka to år på Elmehøj søgte hun videre til Plejehjemmet Kornumgaard. Her fortalte hendes leder hende om en mulighed, hun ikke kendte. Med relevant erhvervserfaring kunne hun blive faglært social- og sundhedshjælper på bare 17 uger.

Fra to års erfaring til 17 uger på skolebænken
Har man mindst to års relevant erfaring inden for pleje og omsorg, kan vejen til at blive social- og sundhedshjælper blive væsentligt kortere.

For Mette betød erfaringen, at hun kunne tage uddannelsen som EUV1-elev og springe både grundforløbet og praktikken på hovedforløbet over. Tilbage var 17 ugers skolegang.

”Jeg tænkte da, om jeg overhovedet kunne sidde stille på en skolebænk igen? Men 17 uger kunne jeg overskue. Og fordi jeg allerede kendte arbejdet, var det meget lettere at koble teorien til noget, jeg havde oplevet i praksis. Det var intenst, men også fedt,” fortæller Mette.

På holdet var elever fra først i 20’erne til over 60 år.

”Det er meget anderledes end at gå i skole, da man var yngre. Folk er der, fordi de gerne vil det og gerne vil lykkes. Man hjælper hinanden, og folk er motiverede for at lære.”

Lønnen gjorde det muligt
For Mette var økonomien afgørende. Hun havde hus, kæreste og en lille datter, og derfor skulle økonomien kunne hænge sammen.

Fordi hun var fyldt 25 år, kunne hun få voksenelevløn under uddannelsen. 

”Jeg havde ikke kunnet gå tilbage på SU med barn og hus. At jeg kunne få en god løn, mens jeg uddannede mig, gjorde det muligt.”

Mette blev færdig som social- og sundhedshjælper i december 2025 og vendte tilbage til Kornumgaard som faglært.

Men uddannelsen havde givet hende blod på tanden og efter at have varetaget et vikariat på Kornumgaard i fire måneder, startede Mette på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Videre mod nye muligheder
Allerede under uddannelsen til social- og sundhedshjælper besluttede hun, at hun ville videreuddanne sig. Hun ville have flere kompetencer og kunne tage et større fagligt ansvar. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper har givet hende merit, så hun kan springe de første dele af assistent-uddannelsen over. 

Undervejs får hun erfaring fra forskellige dele af sundheds- og plejeområdet. Lige nu er hun på et demensplejehjem i Brønderslev.

”Jeg kan godt lide at komme tilbage på skolebænken i perioder og lære noget nyt og så komme ud og bruge det i praksis. Som social- og sundhedsassistent får jeg flere kompetencer og mere ansvar, og det er det, jeg gerne vil.”

”Jeg har fundet min plads”
For Mette har arbejdet også betydet noget personligt.

”Jeg er vokset med opgaverne og har fået mere tro på mig selv. Man får et stort ansvar, når man arbejder med mennesker. Især på demensområdet skal man kunne sætte sig i et andet menneskes sted, fordi man indimellem skal tage beslutninger på deres vegne.”

Og det er netop arbejdet med mennesker, der har fået hende til at blive i faget.

”Man kan se, når man gør en forskel for et andet menneske. Det giver virkelig noget tilbage. Der er så meget ro, kærlighed og nærvær i plejesektoren. Den er langt bedre end sit rygte.”

Start som afløser og se, hvor det fører hen
Mette vil gerne opfordre andre til at prøve kræfter med plejesektoren. Hun møder stadig forestillingen om, at arbejdet primært handler om toiletbesøg og personlig pleje. Men jobbet rummer langt mere, mener hun.

Samme opfordring kommer fra Brønderslev Kommune. Man behøver ikke have besluttet sig for en karriere inden for social- og sundhedsområdet for at begynde som afløser. Det kan være en mulighed for at prøve faget af og samtidig opbygge erfaring, der senere kan åbne en kortere vej til en faglært uddannelse.

”Man skal ikke være bange for at prøve det. Som ny går man sammen med erfarne medarbejdere, indtil man er tryg ved opgaverne. Man bliver ikke bare sluppet løs. Man ser også en side af livet, som man måske ikke møder andre steder. Det er lærerigt, og man udvikler sig virkelig som menneske.”

For Mette begyndte det med et afløserjob i et sabbatår. I dag er det blevet en karriere.

FAKTA
Man kan blive faglært social- og sundhedshjælper på 17 uger, hvis man har mindst to års relevant erfaring fra pleje- og omsorgsarbejde og er fyldt 25 år. Man får voksenelevløn under uddannelsen, som pr. 01.10.2026 er 25.121,92 kr. pr. måned før skat.

Som faglært social- og sundhedshjælper får man nye job- og udviklingsmuligheder. Uddannelsen giver også merit, hvis man senere vil uddanne sig til social- og sundhedsassistent.

Fodboldafslutning for de yngste

0

Tirsdag i sidste uge blev der afholdt fodboldafslutning for børnefodbolden i Flauenskjold IF.

Flauenskjold: 34 små fodboldspillere havde fundet vej til sæsonens sidste træning, der blev krydret med fællesspisning og gaver til de små fodboldspillere.

FIF’s Venner havde nemlig sponseret et flot Hummel træningsæt til alle spillere suppleret med eget efternavn på trøjen. En meget flot gave fra støtteforeningen, og det nye tøj vakte da også enorm glæde hos alle børnene.

En vellykket udendørs sæson er nu overstået, og det har været et år med særligt fokus på at sætte fokus på børneafdelingen, bl.a med et aktivt forældreudvalg, og fremtiden tegner lys for børnefodbolden i Flauenskjold.

IS

Foto: Privat

Erik Sommer trak fuldt hus til sangaften i Dronninglund

0

DRONNINGLUND: Der var ikke en eneste ledig stol, da komponisten og sangformidleren Erik Sommer torsdag den 8. oktober gæstede Dronninglund Kunstcenter. Hele 125 mennesker var mødt frem til en aften med højskolesang, musik og gode fortællinger, og samtlige stole i huset måtte tages i brug.

Erik Sommer er en fremragende formidler, der med både ord, musik og humor tog publikum med på en rejse gennem sangens betydning og sin egen opvækst.

Højskolelivet ligger Erik Sommer meget på sinde, og han fortalte blandt andet om sin barndom i Gedsted og skolegangen på Gedsted Skole, hvor der dengang var 90 elever. Hver morgen begyndte med morgensang, og eleverne blev bestemt ikke spurgt, hvad de havde lyst til at synge.

– Vi synger nummer 22, og hvis I ikke synger med, synger vi en mere, lød beskeden fra lærerne. Og eleverne sang med.

Undervejs fortalte Erik Sommer en perlerække af små historier fra barndommen. Han mindedes engagerede lærere, der havde gjort stort indtryk, skoleinspektøren med brillantine i håret og ned ad ørerne samt naboen på husmandsstedet, der kom ud om foråret.

Fortællingerne blev flettet sammen med sange og beretninger om forskellige tekstforfattere, og hvordan nogle af de kendte sange er blevet til.

Erik Sommer fortalte også om sit medlemskab af ”Holgerbanden”. Gruppen har ganske vist ingen rygmærker, men er opkaldt efter Holger Lissner og består af forfattere og komponister, der jævnligt mødes for at udveksle tekster, melodier og idéer. Formålet er at skabe nye sange og salmer.

Et centralt tema i løbet af aftenen var spørgsmålet om, hvorfor mennesker egentlig skal synge. Her fremhævede Erik Sommer tre gode grunde: Vi har alle fået stemmen som instrument fra fødslen, vi kan synge poesi på vores eget modersmål, og sangteksterne giver os noget væsentligt at samles om.

Han mindede blandt andet om tiden under coronanedlukningen, hvor sangen fik en særlig betydning og var med til at binde mennesker sammen, selv om de ikke kunne mødes som vanligt.

Halv pris med autograf
Humoren var også med hele vejen. Erik Sommer fortalte blandt andet historien om et hæfte med sange, der ikke var kommet med i Højskolesangbogen. Hæftet var udsolgt, men en bekendt fandt det en dag i et antikvariat til 40 kroner. Glad fortalte han ekspedienten, at Erik Sommer ovenikøbet havde skrevet i hæftet.  – Nå, ja så må du da få det for en tyver, svarede ekspedienten promte.

De mange fortællinger blev krydret med højskolesange, og Erik Sommer sad naturligvis selv ved klaveret og leverede et fornemt akkompagnemen til det hele. Tre af aftenens sange, var hans egne melodier.

Efter en aften med både eftertanke, humor og sang kvitterede de 125 deltagere med stående applaus.

Som Jens Rasmussen bemærkede i sin tak til Erik Sommer, er stående applaus i Vendsyssel et ganske tydeligt udtryk for, at det ikke havde været så ringe en aften.

KØH2

Flauenskjold tilbage i serie 2

0

Tirsdag aften i sidste uge kunne Flauenskjold IF via en sikker 4-0 sejr over Thise sikre sig oprykning til serie 2. Oprykningen blev sikret hele tre spillerunder før afslutningen på sæsonen. 

Flauenskjold: Oprykningen blev slået fast lørdag med en 5-1 sejr over Vestbjerg, der i de første 11 kampe var det eneste hold, der havde taget point fra Flauenskjold. Holdet er således før de sidste to runder 10 point foran nummer to, og med 33 point, er der lagt op til en rekordmæssig pointhøst.

For selvom træningsindsatsen har været yderst minimal, så har man været der i kampene, og har via en koncentreret indsats fejet al modstand til side.

2. holdet i serie 4 fik lørdag også en meget vigtig sejr på 3-2 over Østervrå. Sejren betyder, at holdet med stor sandsynlighed også spiller i serie 4 efter vinterpausen.

Nu mangler der blot to kampe af sæsonen, inden der kan holdes en velfortjent afslutningsfest lørdag den 31. oktober.

IS

Foto: Privat

Orgelkoncert med både klassiske toner og moderne popmusik

0

BRØNDERSLEV: Lørdag den 17. oktober får Brønderslev Kirke besøg af den tyske organist Christoph Brückner, der præsenterer en anderledes orgelkoncert under titlen Power on Pipes. Her bliver der både plads til klassiske værker, improvisationer og kendte melodier fra popmusikkens verden.

Christoph Brückner er født i 1965 og begyndte allerede som barn at modtage undervisning i klaver og orgel. Han valgte dog i første omgang en anden karrierevej og uddannede sig inden for bankverdenen, hvor han arbejdede frem til 2007.

Siden har han helliget sig musikken som freelanceorganist og kirkemusiker, og gennem årene har han udviklet sin egen særlige koncertform, hvor det traditionelle kirkeorgel bliver brugt på både klassiske og mere utraditionelle måder.

Ved koncerten i Brønderslev Kirke kan publikum opleve, hvordan orglets mange klangmuligheder også egner sig til musik, som normalt forbindes med helt andre instrumenter.

Ud over det klassiske repertoire byder Christoph Brückners koncerter på frie improvisationer over både kirkelige og verdslige melodier samt hans egne arrangementer af klassiske og moderne kompositioner.

Han er blandt andet kendt for at fortolke musik af Queen, Michael Jackson, ABBA og Lady Gaga på kirkeorgel. Dermed får publikum mulighed for at høre velkendte popsange i en helt ny musikalsk indpakning.

Christoph Brückner arbejder desuden med kompositioner og arrangementer for soloorgel i forskellige stilarter, hvor han kombinerer traditionelle orgelklange med mere moderne musikalske udtryk.

Med koncerten Power on Pipes bliver der således lagt op til en musikalsk oplevelse, hvor grænserne mellem klassisk kirkemusik og populærmusik bliver udfordret.

Koncerten finder sted i Brønderslev Kirke, og der er gratis adgang.

Red.