Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Ny præsident i Dronninglund Rotary Klub

DRONNINGLUND: Mandag den 15. juni afviklede Dronninglund Rotary Klub sit sidste klubmøde i klub­året 2025-2026. Det foregik på Dronninglund Hotel, hvor klubmedlemmer med pårørende var samlet for bl.a. at markere præsidentskifte med virkning fra klubåret 2026-2027. Afgående præsident, Kaj Frederiksen, overdrog ved denne lejlighed præsidentkæden til næste præsident, Hans Sloth Hansen. Præsidentens rolle er at agere leder på klubbens møder og i øvrigt at varetage ledelsesopgaver såvel internt i klubben som i forhold til omverdenen.  

Ud over at skifte præsident hvert år roteres der i sammensætningen af de enkelte udvalg og formandsposter – med det formål at give plads til nye idéer og at udvikle det enkelte medlems viden, kompetencer og engagement i forskelligartede opgaver.  

Afgående præsident kom i sin afskedsberetning ind på de mange aktiviteter og tiltag, som har præget klub­året:

Klubmøder med spændende foredrag, virksomhedsbesøg og temadrøftelser, herunder arrangementer med fokus på kommunalvalg i november måned 2025. 

Afvikling af et særdeles vellykket og spændende erhvervsprisuddelingsarrangement.

Donationer til diverse trængte grupper på globalt plan – ”SOS Børnebyerne” og i forbindelse med katastrofehændelser via ”ShelterBox” samt lokal støtte bl.a. til ”Skyggebørn” 

Forberedelse af ungdomsudvekslingsarrangementer 2026-2027.

Udvidelse af medlemsskaren med tilgang af 6 nye medlemmer.

Afvikling af RLI (Rotary Leadership Institute) kursus for 4 klubmedlemmer.

Interne fornyelsestiltag, herunder ny organisationsplan, ændring af mødefrekvens fra tidligere hver uge til nu hver anden uge og julearrangement på Dronninglund Kunstcenter. 

Målrettet, tæt og succesfuld PR-mæssig opfølgning på klubbens aktiviteter og budskaber. 

Afgående præsident benyttede samtidig lejligheden til at takke for godt samarbejde i klubben i løbet af året og understregede, at det for ham er meget vigtigt, at klubbens medlemmer synes, det er både sjovt og spændende at deltage i det netværk, som klubben også består af – samtidig med at medlemmerne vedkender sig et humanitært og samfundsmæssigt ansvar globalt og lokalt. Den afgående præsident rundede af med at konstatere, at der er noget, der tyder på, at indsatsen i løbet af klub­året har båret frugt – ikke mindst baseret på stigende medlemsskare og væsentlig højere mødedeltagelse.    

Kommende præsident, Hans Sloth, anførte i sin tiltrædelseserklæring, at han aldrig har gået rundt med en skjult drøm om at blive præsident – men at vi jo efterhånden har erfaret, at alle tilsyneladende kan blive præsident – selv Donald Trump. ”Derfor forekommer det måske alligevel ikke helt urealistisk, at også jeg kan klare opgaven”, anførte Hans Sloth. 

Derudover tilkendegav den kommende præsident, at det for ham er væsentligt at bevare fokus på missionen med Rotary organisationen:

At samle engagerede og motiverede mænd og kvinder i et netværk, der er kendetegnet ved høje etiske standarder, og som tjener til deres udvikling både personligt, samfundsmæssigt og professionelt.

I tilknytning hertil anførte Hans Sloth, at Rotary skal være et attraktivt erhvervsnetværk, hvor vi som medlemmer deler en passion for både samfundstjeneste, venskab og gode oplevelser.

Tiltrædende præsident redegjorde for, at han allerede sammen med den kommende ledelsesgruppe i klubben har haft lejlighed til at fremlægge og drøfte sine idéer og handlingsplaner for det kommende klubår. I samme forbindelse fremhævede Hans Sloth, at han ønsker en tæt, løbende dialog med sine bestyrelseskolleger samt med de enkelte udvalgsformænd – og med klubbens medlemmer i øvrigt. 

Væsentligt er det iflg. Hans, at vi får et levende, sjovt og inspirerende klubliv – et klubliv, hvor vi kommer, fordi vi glæder os til at være sammen og ikke kun fordi, der står et møde i kalenderen – og vi har glemt at melde afbud! 

Den nyvalgte præsident anførte, at han meget gerne ser flere deltage i klubbens aktiviteter enten som gæster ved klubbens forskellige møder og arrangementer eller som medlemmer. I den forbindelse fremhævede han, at der skal være fokus på attraktivt indhold i de planlagte aktiviteter. Et af klubbens væsentlige mål i det kommende klubår er fortsat at udvide medlemsskaren – og gerne med flere kvinder!

Sidst – men ikke mindst – lovede den nye præsident at gå ind i opgaven med engagement, nysgerrighed og lyst til sammen med klubmedlemmerne at skabe et rigtig godt klubår. Rotarys motto ”Service Above Self” – at sætte indsatsen for andre over sig selv – skal tages alvorligt – men det betyder iflg. Hans Sloth ikke, at vi ikke samtidig må have det sjovt. 

Populære artikler