Igangsætning af nye tiltag skal skabe bedre forhold for de ældre
Væksten af antal ældre borgere kræver nye ideer og gennemførelse af nye tiltag.
Genoptræning i eget hjem
I Brønderslev Kommunes Ældreråd er vi noget optaget af de meldinger robustheds kommissionen med Søren Brostrøm i spidsen netop er kommet med. Det er alt fra medarbejdere op på fuld tid – mere og bedre ledelse – bedre rammer for ibrugtagning af arbejdskraftbesparende teknologi – nedbrydelse af faglige siloer og mange andre forslag. Især hæfter vi os ved, hvor meget genoptræning og almindelig rehabilitering betyder for den enkelte ældre borger f. eks. efter et sygdomsforløb.
Vi kan se, hvor meget det betyder for livskvaliteten at være selvhjulpen og kunne klare sine vante gøremål i hjemmet. I Brønderslev Kommune har vore ergoterapeuter stor succes med at lave intensiv træning hjemme hos borgeren, således at borgeren selv kan klare at gå i bad – tilberede sin mad – tage tøj på osv. Fra Ældrerådets side håber vi, at denne service med hjælp til selvhjælp fortsætter og måske ovenikøbet udvides udtaler formand for ældrerådet Inger Møller Nielsen.
Stort behov for ældreboliger
Ældrerådet har haft besøg af formanden og et udvalgsmedlem for kommunens nye Temaudvalg, som blev nedsat efter sidste kommunalvalg. Dette udvalg arbejder bl.a. med planlovgivning og boligmasse. Det er ingen hemmelighed, at Ældrerådet de seneste fire år har presset på for at Brønderslev Kommune får sat mere gang i byggeri af seniorboliger, ældreboliger, tryghedsboliger og bofællesskaber. Der er behov for, at der bliver taget mere fat omkring dette emne, set i lyset af, hvor mange ældre vi bliver i Kommunen frem mod 2030. Ældrerådet er meget optaget af, at der bliver sat fokus på indretning, beliggenhed og tilgængelighed, når der bygges til seniorerne.
Der er lavet undersøgelser der viser, hvor stor betydning det har for ældres trivsel og livskvalitet, at der i forbindelse med boligen også findes fælles faciliteter. Faciliteter der kan tilgodese et rigt socialt liv, som er med til tage hånd om den ensomhed, der er meget udbredt – og ikke mindst at skabe den tryghed, det er i at bo i et miljø, hvor der er stor omsorg for hinanden.
Formanden for Temaudvalget Dennis Kvesel samt udvalgsmedlem Johannes Trudslev var lydhør overfor vores argumenter. Nu mangler vi bare i Ældrerådet, at der også sker handling på tingene siger Inger Møller Nielsen.
Positiv udvikling på Plejecentrene
Sluttelig på vores seneste møde var vi omkring de tilsyn der foretages på vore plejecentre, og alle ved jo at der har været store problemer på området, men vi kan lige nu konstatere, at det går rigtig godt, og senest har plejecentret Elmely i Ø. Brønderslev fået en meget flot tilsynsrapport slutter ældrerådsformand Inger Møller Nielsen.