I al sin glans nu stråler solen
…bliver sunget, når Hellevad og Ørum Kirker fejrer pinsen. Pinse er kirkens fødselsdag og Helligåndens fest. Her fejres, at Helligånden kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.
KLOKKERHOLM/ØRUM: Pinse er kirkens tredje store højtid efter jul og påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske. Og på selve pinsedag den 19. maj kimes der til den store pinsehøjmesse i Ørum Kirke, hvor der bliver spillet festlig orgelmusik, sunget pinsesalmer og lyder velklingende korsang.
Anden pinsedag den 20. maj fejres under åben himmel til en friluftsgudstjeneste ved gravhøjen på Hellevad Kirkegård. Der bliver sat bænke op, og menighedsrådet håber, at vejret bliver tørt og solrigt. I tilfælde af vedvarende regn eller ustadigt vejr søger menigheden i ly i kirken. Kirkens børnekor medvirker med sang og god stemning. Efterfølgende inviterer menighedsrådet og kirkens frivillige til et velassorteret kaffebord – uanset vejret.
Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen prædiker ved begge gudstjenester, og organist Lasse Christensen tjener orgel og klaver samt leder kirkekoret.
Kirkens fødselsdag
Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse. Her fejres, at Guds ånd, Helligånden, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker på jorden.
Da Helligånden kom til disciplene, præcis 50 dage efter Jesus’ opstandelse, blev de sendt ud i verden for at dele deres tro med alle. Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.
Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud – som Faderen og Sønnen – det nu gennem ånden. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.
Den jødiske pinsefest
Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning og minder om den pagt, Moses indgik på Sinaibjerget, hvor han fik lovens tavler. Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.
LC