Høstfest med takkesange i Klokkerholm
Når sensommeren indtræder landet over, er det tid til høstgudstjenester i de danske kirker. Således også i Klokkerholm.
KLOKKERHOLM: I høstsalmen Nu falmer skoven trindt om land lyder det i vers fem: ”Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet”. Det er også overskriften, når kirkeklokkerne ringer til høstgudstjeneste i Hellevad Kirke i Klokkerholm; at takke for årets høst i fællessang og bønner. Kirken vil være pyntet med et overflødighedshorn af høstens afgrøder og blomster, og alterbrødet er ovenikøbet nybagt til lejligheden.
Både kirkekoret og korskolen medvirker under ledelse af organist Lasse Christensen, og sognepræst Sandra Fossdal Nielsen står for høstprædikenen. Efter højmessen serveres der boller og kaffe i kirkens våbenhus.
Høsten er ikke en kirkelig højtid med fast plads i kirkeårets kalender eller liturgi. Men i næsten alle danske kirker er der en meget lang og stærk tradition for at markere høsttiden med en festgudstjeneste typisk i september og synge kendte høst- og efterårssalmer, fx ”Vi pløjed’ og vi så’de”, ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” og ”Nu falmer skoven trindt om land”.
Høstgudstjenesten finder sted søndag den 22. september i Hellevad Kirke, se tidspunkt på side 2.
LC