Hjallerup Marked 2024
Hjallerup Marked startede allerede torsdag den 30. maj med aktiviteter for børn om formiddagen og markedsløb sidst på eftermiddagen, inden afholdelsen af den populære ANR koncert om aftenen, som altid er velbesøgt.
Radiochef Carsten Nymann fra ANR fortæller:
Også i år havde vi en forrygende koncert med et stort publikum. Det er 11. gang, vi medvirker, og koncerten forløb roligt. Sikkerhedsfolkene klarede de lidt urolige gemytter på en meget fin måde. Også teknikken virkede, som den skulle. Det blev en rigtig god start på Hjallerup Marked.”
Fredag morgen startede markedet med officiel åbning og program for hele markedspladsen.
Klokken 13.30 var der markedsfrokost og orientering for blandt andet formændene for de forskellige udvalg, beredskabet, pressen og flere andre grupper. Nye kontrakter blev indgået.
Markedsudvalgsformanden Stefan Jacobsen bød velkommen og orienterede om markedet. Et 25- års jubilæum blev markeret. Det var Henrik Rysholt, som havde været med i Markedsudvalget i 25 år. Han blev fejret med taler og musik af Tom Donovan.
Endvidere blev en ny lyd- og foldedør indviet. Foldedøren deler de to mødelokaler i Markedshallen, så de kan bruges hver for sig uden lydforstyrrelser.
Fra Spar Nord var afdelingsdirektør Tommy Morsing Nielsen til stede og fortalte, at Spar Nord fonden havde givet 50.000 kr. til foldedøren, som havde kostet 100.000 kr. Endvidere havde Spar Nord bekostet reklamer på begge sider af væggen.
”Vi fejrer i Spar Nord i år 200-års jubilæum, og markedet fejrer 280-års jubilæum. Det fejrer vi sammen med blandt andet etablering af denne væg,” fortalte afdelingsdirektøren og fortsatte:
”Vi har igennem 50 år været markedets bank og har et rigtig godt samarbejde med markedets folk. Vi tror på Hjallerup og har ikke nogen planer om at flytte til en større by, som nogle falske rygter er kommet ud. Vi fortsætter med at være synlige i bybilledet, når Hjallerup Handels- og Erhvervsforening holder Open by Night.”
Underholdningen fortsatte fredag aften og nat med koncerter indtil klokken 2.00 om natten. Det samme lørdag aften og nat. I løbet af lørdagen var flere politikere på markedet for at markere det kommende EU-valg. Statsminister Mette Frederiksen og Inger Støjberg sås på markedspladsen med deres kandidater.
Søndag lukkede markedet klokken 18.00. Igennem alle markedsdagene havde Hjallerup Rideklub lavet ridestævner af forskellige slags. Her kan som eksempel nævnes distriktsmesterskaber og springstævner.
Ved markedets slutning lavede avisen et interview med formanden for Markedsudvalget Stefan Jacobsen:
” Det har været et rigtig godt marked, som har været godt besøgt. Jeg gætter på et antal, som nærmer sig 250.000 i år. Vi er rigtig glade for de mange frivillige, som har ydet en fantastisk indsats. Der har til årets marked været 2.100 frivillige, som har gjort en stor indsats. Uden dem – intet marked,” fortæller Stefan Jacobsen.
”Økonomisk er det svært at sige noget endnu. Det har i hvert fald været lige så godt som sidste år og nok en anelse bedre. Hele beredskabet har fungeret og klaret de forskellige situationer, som kan opstå, når så mange mennesker er samlet. Stor tak til alle for et veloverstået marked,” slutter en træt formand for Markedsudvalget Stefan Jacobsen.
ES