Denne uges top 5

Relaterede indlæg

FOKUS Vendsyssel klar med nyt program  efter sommerferien

VENDSYSSEL: Sommerferien står for døren, og hos FOKUS Vendsyssel opfordrer man både kursister og undervisere til at nyde sommeren og den velfortjente pause, inden aftenskolen igen åbner dørene til en ny sæson med kurser, work­shops og foredrag.

Foråret har budt på mange gode oplevelser rundt omkring i Vendsyssel, og aftenskolen sender en tak til både deltagere og undervisere for engagementet gennem sæsonen.

Efter sommerferien er et nyt og omfattende program klar med tilbud inden for både motion, kreativitet, sprog, kultur og personlig udvikling. Samtidig lover aftenskolen, at der løbende vil komme nye tilbud til, og man opfordrer derfor interesserede til at holde øje med programmet.

Vi hører også meget gerne fra borgerne, hvis der mangler et tilbud i deres lokalområde. Vores undervisere bor og arbejder i hele Vendsyssel, og derfor er der gode muligheder for at skabe nye aktiviteter lokalt, lyder det fra FOKUS Vendsyssel.

En række af aftenskolens tilbud kan desuden prøves gratis, inden man beslutter sig for at tilmelde sig et helt kursusforløb. Det gælder blandt andet yoga, salsa og introduktion til TRE – Tension and Trauma Releasing Exercises – hvor deltagerne får mulighed for at stifte bekendtskab med både teori og øvelser, inden de eventuelt vælger et længere kursus.

I efteråret kan interesserede desuden opleve det populære krimiforfatterpar Janni Pedersen og Kim Faber, som gæster Østervrå med et foredrag om arbejdet bag den populære krimiserie om Martin Juncker. Publikum får samtidig et indblik i, hvordan det er at skrive bøger sammen som ægtepar. Arrangementet gennemføres i samarbejde med lokale foreninger og biblioteket i Østervrå.

FOKUS Vendsyssel glæder sig også over, at motion og træning fortsat er momsfrit i aftenskolerne. Mens der fra 2026 er indført moms på motion og træning hos private udbydere, gælder det ikke for aktiviteter i aftenskoleregi.

Det betyder, at deltagere fortsat kan dyrke blandt andet yoga, vandtræning, pilates, dans og stavgang uden ekstra moms på kursusprisen.

FOKUS Vendsyssel tilbyder aktiviteter i hele landsdelen og dækker kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø.

Det samlede program for den kommende sæson kan ses på aftenskolens hjemmeside, hvor det allerede nu er muligt at sikre sig en plads på de ønskede hold.

Populære artikler