Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Fire dage med marked, musik og underholdning i Brønderslev

BRØNDERSLEV: Fra fredag den 28. til mandag den 31. august er der igen Store Brønderslev Marked, og årets program byder på fire dage med kræmmermarked, heste, tivoli, musik og aktiviteter for både børn og voksne.

Markedet har gennem generationer været en fast tradition i Brønderslev, og det begyndte oprindeligt som et kvæg- og hestemarked. I dag er det vokset til et stort heste- og kræmmermarked med omkring 200 kræmmerboder og et omfattende underholdningsprogram.

Musik fra første dag
Fredag den 28. august åbner heste- og kræmmermarkedet, inden Store Brønderslev Marked officielt går i gang. Allerede på førstedagen bliver der masser af musik. Mads & Mads spiller i Markedskroen, mens Kulturskolens drumlinehold og samspilshold optræder.

Vakuumpagten, der er vinder af Byens Bedste Band, kommer på Markedsscenen, og senere fortsætter underholdningen blandt andet med Balexpressen og DJ Peter Dalsgaard med Discotek Easy Beat.

Sussi og Drengene på scenen
Lørdag den 29. august åbner blandt andet hestemarkedet, kræmmermarkedet og udstillingen af gamle traktorer og maskiner. Der bliver desuden børnekræmmermarked på Lille-Torv, markedsløb i Frederiksgade og Tuk Tuk-træf.

Musikken fylder godt i lørdagens program. Dania spiller til seniortræf, mens blandt andre Møllegårdens Rockband, Bo Young og Sussi og Drengene optræder. Brønderslev Square Dancere viser også, hvad de kan, og om aftenen står blandt andre Version 1.0 for musikken.

Nice Little Penguins og Ib Grønbech
Søndag den 30. august fortsætter kræmmermarkedet sammen med udstillingen af gamle traktorer og maskiner. Dagen byder også på markedsgudstjeneste, havetraktortræk og gå-rundt-komik med De Jydske Helte.

På musikprogrammet står blandt andre Brønderslev Big Band, Brønderslev Harmoniorkester BBB og Springbræt Bandet. Tryllekunstner Henning Nielsen sørger for underholdning på Markedsscenen, hvor også Nice Little Penguins optræder. Senere bliver der nordjysk musik i Markedskroen med Ib Grønbech.

Børnene og Kandis afslutter markedet
Mandag den 31. august bliver traditionen tro også en dag med aktiviteter for børnene. Der bliver optog fra Banegårdspladsen for børnehaver, børnehaveklasser og dagplejen, ligesom børnene kan se frem til blandt andet is, popcorn, saftevand og ture i tivoliet.

Michael Back Musik & Sjov underholder ved Markedsscenen, mens Kandis bliver et af de musikalske højdepunkter på markedets sidste dag.

Store Brønderslev Marked 2026 rundes mandag aften af med festfyrværkeri ved Brønderslev gamle stadion, inden arrangørerne siger på gensyn i 2027.

Populære artikler