Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Det kimer nu til julefest

Hellevad og Ørum Kirker har forberedt sig i hele december på den store julehøjtid med forskellige arrangementer, og som indledning til julen synges julens melodier i Ørum Kirke.

KLOKKERHOLM/ØRUM:
Holder du meget af julens salmer? Dét gør de i Hellevad og Ørum Kirker, og som en hyggelig optakt til julen inviterer kirken til en julesangaften i Ørum Kirke den 20. december, hvor et udvalg af julens smukke melodier er i centrum. Klokkerholm Koret bakker op om fællessangen, og koret medvirker desuden med et mindre juleprogram. Koret synger under ledelse af dirigent Line M. G. Jensen, og ved klaveret sidder kirkens organist, Lasse Christensen.

Klokkerholm Koret blev oprettet i 1985 og er et blandet voksenkor med 20 medlemmer fordelt på tre stemmer. De øver hver onsdag aften i Konfirmandstuen i Klokkerholm fra september til april. Koret er en selvstændig forening med egen bestyrelse under Klokkerholm Fritidsskole.

Koret ledes af dirigent Line Marie G. Jensen, der er fløjtenistuddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg. Hun overtog dirigentstokken i 2007 og virker også som professionel fløjtenist og kirkemusiker og er musikskolelærer i Frederikshavn Kommune.

Det absolutte højdepunkt
Juleaftensdag den 24. december skal alle traditionerne forløses, og en uomgængelig tradition er julegudstjenesten i den lokale kirke. Der kimes til hele tre julegudstjenester om eftermiddagen i både Hellevad og Ørum Kirker, hvor juleevangeliet lyder og salmerne sætter stemningen. Juledag kimer klokkerne til julehøjmesse i Hellevad Kirke, hvor saxofonist Pia Munch medvirker i samspil med organist Lasse Christensen, og anden juledag ringes der til en lidt anderledes gudstjeneste i Ørum Kirke, hvor menigheden forsamler sig omkring kirkens juletræ til julefortællinger, -sang og musik.

LC

Populære artikler