Det gode menighedsråd skabes af os, der er der
I september er der valg til alle menighedsråd i landet, hvilket også gælder i Hellevad og Ørum Sogne, hvor nye kandidater opfordres til at stille op.
KLOKKERHOLM/ØRUM: ”Vi bidrager hver især med det, vi kan”. Det er budskabet fra medlemmerne af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne til interesserede kandidater, som overvejer at stille op til menighedsrådsvalget i september. Her skal der vælges fem medlemmer fra Hellevad Sogn og fire medlemmer fra Ørum Sogn til det fælles menighedsråd for begge sogne.
– I medierne kan man somme tider læse, at det er besværligt at være med i menighedsråd, eller at der er dårligt samarbejde mellem menighedsråd og kirkens personale. Vi må bare sige, at sådan er det altså ikke hos os, fortæller Trine Kart, som har været medlem af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne siden efteråret 2020. Hun konstaterer, at det gode menighedsråd skabes af dem, der er der.
Et samarbejde mellem to sogne
For to år siden var der et menighedsråd i begge sogne, men efter en afstemning blev rådene lagt sammen til ét fælles råd. Formålet var at samle de synergier, der er i de administrative opgaver, og at skabe endnu bedre sammenhænge i de mange opgaver, som kirkernes medarbejdere løser i dagligdagen. Opgaver, som driver de kirker, kirkegårde og mange aktiviteter, som finder sted i sognene.
– I tråd med så meget andet foreningsarbejde søger vi kandidater for at løse de opgaver, som er menighedsråd pålagt, samtidig med øje for, at personalet har alt det spillerum, de har brug for i forhold til at kunne udføre deres arbejde på bedste vis, fortæller Trine Kart, der også er formand for valgbestyrelsen.
– Vi synes at lykkes med mange ting, og resultatet heraf kan ses på vores kirker og kirkegårde, som fremstår velholdte, og i de mange gode kulturelle arrangementer, der tilbydes og har stor tilslutning.
Også Else Marie Pedersen kan nikke genkendende til dette. Hun har været medlem af menighedsrådet i 20 år, og betragtede sig selv som kulturkristen og brugte primært kirken til livets store begivenheder og juleaften. Men arbejdet i menighedsrådet har for hende været en yderst spændende, interessant og lærerig periode.
Hun betoner det tætte samarbejde med Hellevad og med provstiet som vigtige elementer i menighedsrådets virke.
Hun har været medlem af menighedsrådet i 20 år, de første 18 år i Ørum og de sidste 2 år i det fælles råd.
Hvad laver et menighedsråd?
Hvad kræves for at sidde i et menighedsråd? Karen og Trine fortæller, at de først og fremmest deles om de opgaver, der er. Det betyder fx, at dem, der har interesse for gamle og historiske bygninger, kan arbejde med vedligeholdelse af disse; har man grønne fingre, er der mulighed for at deltage i arbejdet udviklingsplanerne for kirkegårdene; er man til regnskaber og økonomi, kan man være kasserer; er man til kultur og lokalforandring, kan man deltage i aktivitetsudvalget; vil man gerne varetage dialogen og kontakten med personalet, kan man være kontaktperson; er man til praktiske opgaver, er der et frivillighedsnetværk, som man kan engagere sig i.
– Ja, der er opgaver, der skal løses, men vi deles om dem, og vi løser dem på den måde, som vi nu kan med dem, vi er. Og vi gør det i tæt samarbejde med kirkens medarbejdere og det gode netværk af frivillige, som vi har fået skabt omkring menighedsrådet. Vi holder fælles snor i det hele ved at mødes én gang om måneden, og så arbejder vi hver især med det, vi har interesse for, fortæller Trine og Karen.
Menighedsrådet stiller ikke krav om kirkegang til alle søndagsgudstjenester og andre aktiviteter til rådets medlemmer. De enkelte medlemmer kan frit bestemme hvorvidt man deltager i kirkens aktiviteter.
– Vi synes, at vi er lykkedes med meget i de seneste år, selvom vi har været en blanding af meget erfarne folk og nogle ret nye kræfter. De sidste gange, der har været valg til menighedsrådene, har vi skiftet lidt ud på nogle af pladserne, og det skal vi også denne gang. Så der er mulighed for at komme med – både fra Hellevad og Ørum Sogne. Og vi er også nogle, der gerne stiller op igen. Det har vi forskellige motivationer, men fællesnævneren for os, er at vi synes, vi gør noget for folkekirken i vores lokalområder og at vi fortsat ønsker en aktiv og relevant kirke i Hellevad og Ørum Sogne.
Valget til menighedsrådet finder sted tirsdag den 17. september i begge sogne. I Hellevad Sogn sker valghandlingen i Konfirmandstuen og i Ørum Sogn sker det i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.
LC