Den evige kamp mellem mennesker og hav
Livet ved vestkysten, Inger Lauritzen, og den evige kamp mellem mennesker og hav er overskriften, når Lars Jakobsen Trio igen kommer til Ørum Kirke.
ØRUM: Under sloganet ”Musik med indhold og underholdning” har de tre friske musikanter i Lars Jakobsen Trio spillet for nord- og midtjyderne i flere år og i mange forskellige sammenhænge. Sidste år gav de koncert i en stuvende fuld Ørum Kirke – sidst i august kommer de igen, men denne gang med et nyt tema.
– Koncerten handler om kampen mellem natur og mennesker på et dramatisk og udsat sted ved det frådende Vesterhav. Om havets trusler og gaver, og om den kendte fiskerkone, sanger og sangskriver Inger Lauritzen, kendt fra sangen ”Glitrende hav”. Om Rubjerg Knude som symbol på kampen med og mod havet. En rejse gennem tiden fra et nøjsomt fiskersamfund til nutidens turistby, fortæller Lars Jakobsen.
De tager publikum med på en rejse med historiefortælling, musik og fællessang. Det bliver med et grin, det bliver med kærlige og sjove fortællinger om Inger Lauritzen, hendes liv, sange og fortællinger. Og de vil naturligvis runde flytningen af fyret og trække tråde op til vore dages mekka for kunst og kunsthåndværk, som startede da hippierne kom til Lønstrup i 70’erne.
Synger både egne tekster og tekster af Inger Lauritzen
Trioen optræder først og fremmest med Lars’ egne tekster og melodier, men en række af Inger Lauritzens sange er naturligvis med, og dem inviteres publikum til at synge med på.
Musikalsk har Lars Jakobsen igennem årene bevæget sig hjemmevant i både folkemusik, pop, rock og country. I Lars Jakobsen Trio blander han det hele og lægger vægten på den gode melodi og de vedkommende tekster, som vi alle kan forstå og nikke genkendende til.
Han har de udgivet en række CD’er, blandt andet ”Vi mærkelige mennesker” i 2014, ”Hvorfor nu det…” i 2015, ”LigeudPåtværs” i 2018, og derefter en singleudgivelse hvert år.
Der er lagt op til en koncert i godt selskab med historier, koncert og fællessang med Lars Jakobsen på guitar, Kurt Nielsen klaver og Tony Henriksen på bas.
Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 29. august i Ørum Kirke.
LC