Augustinus Fonden støtter det kommende Vildmosemuseum med 10 millioner
Augustinus Fonden har bevilget 10 millioner kroner til Museum for Forsyning og Bæredygtighed til etableringen af udstillinger i det nye Vildmosemuseum. Det nye Vildmosemuseum skal etableres som del af det nye kulturhus i Brønderslev, hvor der også skal være biograf, teatersal, spisested og kulturskole. Kulturhuset placeres i PN Beslags gamle fabriksbygninger, der ligger midt i Brønderslev.
Museum for Forsyning og Bæredygtighed, som driver både Dorf Møllegård og Vildmosemuseet, begyndte arbejdet for et nyt Vildmosemuseum tilbage i 2018, og købte for tre år siden en del af PN Beslagfabrik, som nu bliver til det kommende Vildmosemuseum.
“Vi er utrolig taknemmelige for den store støtte, som vi har fået med bevillingen fra Augustinus Fonden til museets udstillinger. Det betyder, at vi er et skridt tættere på realisering af de drømme, vi har for det nye Vildmosemuseum.” udtaler direktør Anne Provst.
Vildmosemuseets rolle vil med etablering af det nye museum i det nye kulturhus ændres. Vildmosemuseet var tidligere primært en egnssamling med fokus på landbrug, tørvegravning og lokal handel. Det nye museum vil blive et museum med national relevans, med et skarpt fokus på forsyning, med udgangspunkt i Store Vildmoses historie og den nuværende situation, hvor mosen forsøges reetableret.
”Museum for Forsyning og Bæredygtighed har taget grundigt fat om udviklingen af det nye Vildmosemuseum og skabt en moderne ramme for en dybere og mere kvalificeret forståelse af vores kulturhistorie. Store Vildmose er lokal historie med national relevans, der giver anledning til at reflektere over vores forhold til naturens ressourcer og vores miljømæssige ansvar. Det bakker vi gerne op om,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.
Målrettet formidling af forsyningshistorien
De store ambitioner for det nye Vildmosemuseum handler blandt andet om målrettet formidling til relevante brugergrupper. Derfor gennemfører museet i samarbejde med Århus Universitet et Ph.d.-projekt, der skal afklare formidlingsmetodens betydning for tiltrækning og relevans for forskellige brugergrupper. Projektets resultater skal anvendes i afklaring af udstillingsprincipperne i det nye Vildmosemuseum.
Anne Provst fortsætter “Det er essentielt for os, at museets formidling bliver målrettet de brugergrupper, som potentielt skal bruge det, så museet bliver for nogen i stedet for om noget.”
Samtidig er det, som nævnt ovenfor, essentielt at det nye Vildmosemuseum formår at sætte forsyningshistorien i perspektiv gennem formidlingen af historien om opdyrkning og udnyttelse af naturens ressourcer, hvor netop Store Vildmose med de fire “eventyr” kvægtuberkulose, tørvegravning, kartoffelproduktion og afhøvling af sphagnum, kan give en helt unik forståelse for konsekvenserne af menneskets udnyttelse af naturen. At dele af Store Vildmose i dag er under reetablering gør den endnu mere oplagt som eksempel på forsyningshistorien de seneste 100 år.
Projektet med etablering af det nye kulturhus er ligeledes støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, den filantropiske forening Realdania og Det Obelske Familiefond.
SEB