Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Ældreminister Mette Kierkgaard kom til Brønderslev og satte fokus på den nye Ældrereform

Den nye Ældrereform træder i kraft 1. juli 2025, og stiller store krav til kommunerne.
Ældrerådet i Brønderslev havde inviteret ældreminister Mette Kierkgaard på besøg den 24. marts med henblik på at drøfte den nye Ældrereform med ministeren. Der var inviteret 100 personer – en bred skare – der omfattede plejecenterledere, visitatorer, demenskoordinatorer, SOSU-medarbejdere, Ældrerådet, Ældresagen, politikere fra Socialudvalget og Omsorgsudvalget samt helt almindelige borgere. Mødet fandt sted i Fælleshuset i Brønderslev.

Fokusområder i Ældrereformen
Ministeren gav en meget fin indflyvning på den nye Ældrereform, som stiller store krav til kommunerne i forhold til organiseringen af hele ældreplejen, bl.a. med helhedspleje, nærvisitation og ikke mindst borgerens selvbestemmelse. Der har altid været diskussion omkring, hvor dårligt det er, at der kommer for mange forskellige hjælpere i borgerens hjem. Det er en af de ting, vi skal prøve at løse ved at ældreplejen organiseres med faste teams, der har stor tværfaglighed – noget Brønderslev Kommune er i gang med at organisere. 

Rehabilitering og livskvalitet
Et område, der optager de fleste meget, er arbejdet med rehabilitering. Det er vigtigt, at vi kan holde de ældre borgere raske så længe som muligt, så de selv kan klare hverdagen, hvilket også giver den bedste livskvalitet. Et andet område ministeren omtalte, var muligheden for fremover at kunne etablere lokalplejehjem, som er et kommunalt plejehjem med en professionel bestyrelse, der har ansvaret for det pågældende plejehjem.

Mange spørgsmål fra mødedeltagerne
Ministeren havde desuden givet tilsagn om at ville svare på spørgsmål fra salen, hvilket der blev rig mulighed for. Det var en spørgelysten forsamling og spørgsmålene spændte fra etablering af seniorboliger til bestyrelser på lokale plejehjem, den manglende arbejdskraft i ældreplejen, plejen af demente borgere og meget andet. Alt i alt en forrygende eftermiddag, hvor alle blev klogere på, hvad der sker og skal ske på ældreområdet krydret med gode svar fra ministeren. Borgmester Mikael Klitgaard var også på banen med sit bud på, hvordan man kan gøre det lidt bedre på ældreområdet i Brønderslev Kommune.

Populære artikler