EFTERLYSNING: Knivholt Frugtlaug efterlyser en gammel anerkendt æblesort fra Dorf, kaldet Storskovæblet, som frygtes at være uddød. Håbet er at der i nogle gamle private æblehaver rundt omkring Flauenskjold og Dronninglund, stadig står nogle eksemplarer af det gamle æbletræ. Så har I nogle meget gamle frugttræer stående i en gammel frugthave på en ejendom, som I ikke ved hvad er, så tøv ikke med at kontakte Knivholt Frugtlaug i Frederikshavne.
Lidt om Storskovæblet
Storskovæblet blev indleveret og anerkendt som ny sort på pometet i København i 1924, af Gartner Thorvald Thomsen fra Rytterbjerget ved Dorf. Da Thorvald Thomsen var gartner, og selv havde navngivet sit nye æble, storskovæblet, må man formode at han har produceret dem, og solgt dem i lokalområdet, hvilket betyder at det nærmest ville være utænkeligt, om ikke træet har stået rundt om på egnen, i forskellige frugthaver.
Storskovæblet blev beskrevet i C. Matthiessens store værk, Dansk Frugt, som udkom i 3 bind i årene fra 1913-1924. Problemet er bare at ingen kender til æblet i dag, så vores store håb er, at vi kan finde bare et enkelt tilbageværende træ, som vi så kan tage podninger fra, og på den måde redde storskovæblet fra at gå tabt som sort.
Hvordan ser Storskovæblet så ud?
Man skal kigge efter et gammelt æbletræ på imellem 50 og 100 år. Selve æblet beskrives som; Stort, noget fladrundt, den ene halvdel lidt stærkere udviklet. Stilken er kort eller middellang, næsten tyk. Skindet er hvidlig grøn, senere gul med grøn tone, solsiden mørkere gul og fuld af smukke karmoisinrøde stænk og korte striber, ofte også med mindre rustfigurer. Det har en kraftig god duft og er meget fedtet. Kødet er hvidt, meget saftigt, vinsyrligt, dog med fornøden sødme men uden aroma. Modningstiden er fra august til lidt ind i september. Træet er sundt og meget rigt bærende.
Knivholt Frugtlaug
er en lille forening med 5 år på bagen, som kæmper for at genfinde og bevare de gamle vendsysselske æblesorter som er gået tabt. Her foruden går de på jagt efter ”nye” ukendte sorter, de såkaldte vejsideæbler, hvor der i sjældne tilfælde dukker et helt fantastisk godt spiseæble op, som er værd at bevare og pode videre på.
På Knivholt Hovedgård har frugtlauget mere end 200 æbletræer stående af forskellige sjældne sorter med tilknytning til Vendsyssel. Vil man høre mere om frugtlauget, og det vigtige arbejde de udfører, kan man besøge dem på Knivholt den 18. oktober til, æblets dag. Man kan også læse mere om foreningen på Knivholts hjemmeside.
For tre år siden fik frugtlauget adgang til Thorvald Thomsens efterladte ejendom på Rytterbjerget, som har stået tom i mere end 50 år, hvor man fik indsamlet podninger fra mere end 40 forskellige frugttræer, om Storskovæblet er der imellem, er endnu uvist, men tiden er knap i jagten på det glemte æbletræ, så nu sættes alle sejl ind på at rede æblet fra at gå tabt, så alle henvendelser er vigtige.
Knivholt Frugtlaug tilbyder at kigge på gamle frugthaver.
Red.



