Der bliver masser af liv og aktiviteter i Poulstrup, når byen inviterer til festuge i uge 34. Programmet spænder bredt og byder på både motion, kultur, musik, fællesskab og familieaktiviteter.
POULSTRUP: Festugen indledes mandag den 17. august med åbent hus hos spejderne og en byvandring med Troels Holst, der afsluttes med kaffe og hjemmebag i forsamlingshuset.
Tirsdag kan man enten prøve kræfter med Cross Dance i hallen eller deltage i en tur ad Klosterruten, mens Vrejlev Kirke onsdag inviterer til AftenRo.
Torsdag er der traditionen tro bankospil i forsamlingshuset med ekstra flotte præmier.
Fredag kulminerer festugen med fællesspisning i forsamlingshuset, hvor Slagter Bay fra Hjørring serverer helstegt pattegris med tilbehør. Aftenens musikalske indslag leveres af den populære gruppe Irish Waterfalls, som sørger for irsk folkemusik og hyggelig stemning.
Festugen rundes af lørdag den 22. august med morgenkaffe og rundstykker i hallen, inden Sport 81 inviterer til Familie-OL på sportspladsen.
Poulstrup og Omegns Borgerforening håber, at både byens borgere og gæster udefra vil tage del i festugen, der har fokus på fællesskab og hyggelige oplevelser for alle generationer.




