
Brønderslev: Brønderslev Bibliotek har en række arrangementer, hvor både børn, familier og voksne kan finde inspiration, viden og gode oplevelser. De spænder bredt fra det hyggelige og sociale til det tankevækkende og oplysende – og hvor der er noget for enhver smag i den kommende tid.
Onsdag den 22. april lægges der ud med flere arrangementer. Om formiddagen er der “Strik og lyt”, hvor deltagerne kan tage deres håndarbejde med og nyde højtlæsning i rolige omgivelser. Senere samme formiddag inviteres der til fællessang under overskriften “Så syng da, Brønderslev, lad hjertet tale”, hvor sangglæden er i centrum, og alle kan være med uanset niveau. Om eftermiddagen fortsætter aktiviteterne med “Bogcafé og banko”, hvor litteratur og spil kombineres i en hyggelig ramme med kaffe og kage.
Dagen efter, torsdag den 23. april, sættes der fokus på hverdagsøkonomi og bæredygtighed med foredraget “Familieliv på budget”. Her gives konkrete råd til, hvordan man kan spare penge i hverdagen, blandt andet ved at reducere madspild og bruge flere bælgfrugter.
Lørdag den 25. april er der tilbud til de yngste, når Bamsehospitalet rykker ind på biblioteket. Her kan børn tage deres bamser med til “undersøgelse” og behandling, mens de samtidig får et indblik i, hvordan et hospitalsbesøg foregår.
Tirsdag den 28. april står i musikkens tegn med et foredrag om The Beatles. Her dykker foredragsholderen ned i bandets betydning for musikhistorien og supplerer med levende musik og fællessang.
Torsdag den 30. april rettes blikket mod kongehuset, når TV2’s kongehusreporter Marie Rønde giver et indblik i et historisk tronskifte og arbejdet med at dække en institution i forandring.
Mandag den 4. maj kan foredraget “Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?” opleves. Det er Shahin Aakjær der deler sin personlige historie om at blive bortført som barn og om livet mellem to kulturer.




