
Mandag den 19. januar inviterer Brønderslev Bibliotek til musikalsk legestue for de yngste børn. Arrangementet henvender sig primært til børn i alderen 0–2 år sammen med deres forældre eller bedsteforældre.
Den musikalske legestue byder på en hyggelig formiddag, hvor musikken er i centrum. Gennem sang, rytmik og leg sættes der fokus på nærvær, motorik og sanseoplevelser, når børn og voksne sammen spiller og synger. Formålet er at give børnene en tryg og legende introduktion til musik – og samtidig inspirere de voksne til musikalske aktiviteter, der kan tages med hjem eller bruges i barsels- og legestuegrupper.
Arrangementet er åbent for alle, der ønsker lidt ekstra musik i hverdagen og nye idéer til fælles oplevelser med de mindste. Musikalsk legestue finder sted på Brønderslev Bibliotek på P. N. Jensens Plads.
Der opkræves betaling pr. barn, mens voksne, der ledsager børnene, deltager gratis.
Red.




