Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Brønderslev Kommune nummer 28 i stor idrætsundersøgelse

I en ny kommuneundersøgelse fra DIF ligger Brønderslev Kommune placeret som nummer 28 ud af 93 kommuner, når det kommer til vilkårene for de lokale idrætsforeninger.

Det er fjerde gang, at DIF (Danmarks Idreætsforbund) gennemfører undersøgelsen, og i forhold til den seneste fra 2021 er Brønderslev Kommune kravlet 9 pladser op ad ranglisten.

Undersøgelsen kommer forud for kommunalvalget den 18. november, og DIF-formand Hans Natorp håber, at den kan danne grundlag for gode idrætspolitiske debatter i alle landets kommuner.

”Foreningslivet spiller en stor og positiv rolle i rigtig mange menneskers liv, og derfor er det vigtigt, at idrætsforeningerne har gode vilkår og rammer. Den opfattelse deler jeg nok med de fleste kandidater, og jeg håber, at vores undersøgelse kan blive startskuddet til gode og konstruktive debatter om nye tiltag og visioner for idrætsområdet,” siger Hans Natorp.

Undersøgelsen vurderer og rangerer kommunerne på baggrund af 20 parametre inden for fire hovedområder; frivillighed, faciliteter, medlemmer og økonomi/idrætspolitik.

Sammenlignet med resultaterne fra undersøgelsen fra 2021 er der flere positive tendenser. Blandt andet ser næsten 71% af foreningerne lyst på fremtiden, hvilket er det højeste niveau siden en tilsvarende undersøgelse fra 2019.

Grundlaget er en blanding af objektive, statistiske tal på den ene side og besvarelser om samarbejdet med kommunen fra knap 3.000 idrætsforeninger på den anden.

Hele undersøgelsen kan findes på www.dif.dk/kv25. Her kan man se hele listen over de 93 kommuner (Langeland, Læsø, Fanø, Ærø og Samsø indgår ikke), samt se de enkelte kommuners resultater på samtlige 20 parametre.

Top 10 i undersøgelsen:
1: Skive
2: Vesthimmerland
3: Herning
4: Billund
5: Varde
6: Ringkøbing-Skjern
7: Ishøj
8: Aabenraa
9: Viborg
10: Brøndby

De tre kommuner, der har taget det største spring op ad listen sammenlignet med 2021:
Gladsaxe: 18. plads – 61 trin op
Fredericia: 31. plads  – 49 trin op
Frederikshavn: 44. plads  – 45 trin op

Populære artikler