Vendsyssel Årbog
Er der noget, man kan være helt sikker på, så er det et nyt frisk pust af gode historier fra landsdelen samlet i endnu et årsværk af Vendsyssel Årbog, som hvert år siden 1915 er blevet udgivet af Historisk Samfund for Vendsyssel.
Dette år er heller ingen undtagelse med sit indhold af en række interessante artikler fra landsdelens historie, fortalt af folk med evnen til at gøre fortiden til spændende læsning baseret på faktuelle oplysninger.
Ni gode historier finder du i dette års udgave, bl.a. historien om Østervrå Kro, grundigt gennemarbejdet af Jørgen Peder Clausager. En historie om et lokalt og centralt samlingssted midt i Vendsyssel, der mildest talt førte en broget tilværelse med et skiftende antal ejere og bevillinger, der går og kommer. I dag er kroen for længst revet ned, og erstattet af et flot byggeri, der rummer Østervrå Bageri. Du finder historien om kroen ca. midt i årets udgivelse, og lad os så tage fat fra begyndelsen.
Bogens redaktør Hans Nielsen beskriver så glimrende bogens indhold i sin pressemeddelelse, som kommer her i uddrag.
Vi begynder med vildsvin. Årets modtager af Klitgaard-prisen historiker Jakob Ørnbjerg bidrager med en fornøjelig og særdeles veldokumenteret artikel om vildsvin og jagten på dem i Vendsyssel bl.a. i skovene ved Hals.
Marinbiolog Jørgen Nørrevang Jensen har skrevet en beretning om det helt specielle bundgarnsfiskeri, der startede så småt ved Skagen i 1890’erne, og nåede sit højdepunkt i midten af 1940erne, hvor Sønderstrand var spækket med 155 bundgarnsstader.
Besættelsestiden skal vi også forbi i Jens Lunds beretning fra Asaa om ”Da Petersgaard blev besat af tyskerne”, en fortælling fortalt ud fra et gammelt fotoalbum og en gæstebog.
Erik S. Christensen har, i anledning af byens 500-års købstadsjubilæum, kastet sig over Sæby som turistby og specielt om Dansk Folkeferies indtog i 1952.
Den flittige skribent, Simon Jacobsen, er atter på spil i spalterne, denne gang handler det om familien Skeels sommerliv i Pirupshvarre nær Blokhus. I artiklen er indkapslet Inger Elisabeth Iuels erindring om lange, solrige sommerdage, hvor børnene kunne lege fra morgen til aften uden at blive forstyrret af Snapchat og Tik-Tok.
Den private redningsbåd ”Hjælperen” i Frederikshavn får sit velfortjente portræt skrevet af Asger Møller Nielsen, der i sin barndom i Klyngen var nærmeste nabo til redningsbåden, der også fungerede som fastelavnsbåd.
Lokalhistoriker Hugo Kristensen fortæller om tjenestepigens dystre karriere i skikkelse af Elsabeth Marie Nielsdatter, der fik en del prøvelser gennem livet – tilmed også en tugthusstraf.
I balladen om redningsvæsenet i Løkken er der drama og ikke udelukkende til søs. Bølgerne gik også højt på landjorden, som udsprang i en langvarig strid mellem en skudehandler og toldinspektør.
Årbogens sidste artikel er skrevet af Thorbjørn Pedersen, som fortæller om fodboldens magi i Skagen Østerby i 1950’erne, om svævefly og om det drama, der kan opstå, når man fylder bygas i dragtposer og sender dem til vejrs.
Vendsyssel Årbog slutter som sædvanlig med spændende rapporter fra arkiver og museer i Vendsyssel om deres virke, og man kan læse referater fra generalforsamlingen i Historisk Samfund samt fra den vellykkede kulturhistoriske udflugt til Fyn og Lolland.
ÅB