Musik fra musicals, operetter og film med to store stemmer
KLOKKERHOLM: Jeanet & Rune er to store stemmer, der synger kendte toner fra musicals, danske film, operetter og populærmusik. De underholder med masser af hits – både dem til at smile af, dem til at knibe en tåre til og noget ind i mellem til, at synge med på.
Aftenens koncert består af et program med sange fra de store musicals som for eksempel Cats, Phantom of The Opera, The Sound of Music, Les Miserables og Mød mig på Cassiopeia. Der synges tilmed filmhits som Lille frøken himmelblå, The Rose og Can’t Help falling in love, og der synges tilmed en afdeling med populærmusik som Skibet skal sejle i nat, Angelique med flere.
Sangene bindes let sammen med historier om at finde kærligheden gennem musik på tværs af landet.
En kærlighedshistorie mellem de medvirkende
Rune Møller Nielsen er opvokset her i Vendsyssel og Jeanet Møller Nielsen kommer fra den anden del af landet, nemlig Lolland. De mødte hinanden på et sommerkursus for kirkesangere i Løgumkloster for godt fem år siden, og kort tid efter flyttede Jeanet til Vendsyssel. I dag kører de rundt i hele landet og synger til både små og store arrangementer, lige fra et par enkelte sange til en bryllupsdag eller en fødselsdag, til eftermiddagshygge i seniorklubber eller store musicalkoncerter.
Jeanet er sopran og uddannet kirkesanger fra Vestervig Kirkemusikskole, og har også flere års erfaring med teater og kor. Hun har i et par omgange også været en del af Hjørring Sommerspil.
Rune er tenorbaryton og kirkesanger i Vrejlev Kirke. Han har i flere år spillet med i revy, teater og i Hjørring Sommerspil.
De akkompagneres af Lene Rom Frederiksen, som er duens faste pianist. Hun er uddannet i almen musikledelse fra Nordjysk Musikkonservatorium og har taget en organistuddannelse fra Vestervig Kirkemusikskole. Hun spiller til daglig i Vrejlev og Hæstrup Kirker syd for Hjørring og er desuden korleder for Vrejlev Sognekor, samt vokalgruppen Voqualis. Lene har i flere omgange været kapelmester på Skansespillet i Hals og Hjørring Sommerspil.
Koncerten arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted torsdag den 7. november 2024 i Hellevad Kirke. Der er gratis entré.
Red.