Denne uges top 5

Relaterede indlæg

Påskeugen med æggejagt, fællesspisning og passion

Hellevad og Ørum Kirker forbereder sig på påskefejringen, og der er lagt et alsidigt program alle dagene.

Palmesøndag:
Påskeugen indledes med en familiegudstjeneste i Hellevad Kirke, hvor korskolen medvirker, og hvor børnene på festlig vis bærer palmegrene ind i kirken. Gudstjenesten er tilrettelagt med flere gængse salmer, så alle kan synge med. Efter højmessen arrangeres der æggejagt på kirkegården.

Skærtorsdag:
Igen i år inviterer menighedsrådet og kirkens frivillige til fællesspisning i Ørum Kultur- og Forsamlingshus, hvor fællesskabet omkring bordet er det centrale element. Menuen er lammesteg, men med mulighed for frikadeller eller en vegetarmenu. Der er tilmelding til fællesspisningen via hjemmesiden, og middagen koster blot 50 kr., som betales på dagen. Arrangementet begynder med en måltidsgudstjeneste i Ørum Kirke, som også henvender sig til dem, der ikke deltager i fællesspisningen.

Langfredag:
Dagen markeres med meditativ passionsgudstjeneste i Hellevad Kirke, hvor der læses om Jesus, der går smertens vej – Via Dolorosa – ifølge Johannesevangeliet. Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen er liturg, og organist Lasse Christensen spiller udelukkende passionsmusik af Johann Sebastian Bach. Undervejs synges der fællessalmer, og der lyder også korsang.

Påskedag:
Påskens absolutte højde­punkt fejres med en festlig påskehøjmesse i Hellevad Kirke, hvor salmesangen klinger allersmukkest, og hvor det glædelige budskab lyder: Han er opstanden! Alle kan få en potte med påskeliljer med hjem efter højmessen.

Anden påskedag:
Påsken afsluttes med aftensang i Ørum Kirke sidst på eftermiddagen, hvor der synges et udvalg af påskens salmer, samt lyttes til korte bibellæsninger, miniprædikener og musik. Klokkerholmkoret medvirker og synger et par korsange undervejs. Efterfølgende serveres en kop kaffe.

LC

Populære artikler